Rousseau til tiden: Samfundskontraktens paradoksale temporalitet og folkets dobbelthed

Denne artikel genfortolker Jean-Jacques Rousseaus Samfundskontrakten som en immanent kritik af samtidens suverænitetsteorier, der hævdede at folkets politiske eksistens afhang af dets underkastelse og repræsentation af en suveræn. Rousseau viste at disse teorier forudsatte at folket allerede udgjorde et sammenhængende politisk kollektiv, der gik forud for og konstituerede suverænen. Rousseau forsøgte at vise hvordan en mængde individer konstituerer sig som et sammenhængende folk i en paradoksal sekvens, der kollapser ved nærmere eftersyn, sammen med dens juridiske form dvs. “samfundskontrakten” såvel som lovene, der skulle forme dem, men kun kan udformes af dem. Rousseau bliver således fanget i samme paradoksale temporalitet han kritiserede i suverænitetsteorierne. Folket forbliver derfor dobbelt – potentielt handler det som en blind mængde individer eller et sammenhængende politisk legeme med en fællesvilje – gennem hele Samfundskontrakten. Sammenslutningsakten går således fra at være en (mytisk) oprindelse og fundament til at blive en kontinuerlig konstituerende politisk proces, hvorved et folk forpligter sig overfor hinanden og skaber rammerne om deres sameksistens.