Presseetiske grænser og gråzoner: Et studie af medieansvar, presseetiske dilemmaer og forhandlinger i den danske nyhedsinstitution

KORT VERSION:

Hvilke presseetiske overvejelser gør journalister sig, når de dækker en drabssag i retten? Hvilke presseetiske dilemmaer opstår, når journalister træder ind i en detektivrolle? Og hvad får medier egentlig kritik for, når Pressenævnet vurderer, at de har overtrådt god presseskik?

Det er nogle af de spørgsmål, som Maria Bendix Wittchen svarer på i sin ph.d.-afhandling. Overordnet undersøger hun, hvordan medieansvar udøves i det danske mediesystem. Det sker blandt andet gennem fire empiriske studier af presseetiske grænser og gråzoner.

Studierne undersøger: 1) Kritiske kendelser fra Pressenævnet. 2) Sager, hvor danske medier selv er centrum for en presseetisk skandale på grund af plagiat og opdigtede kilder. 3) Presseetiske dilemmaer, når journalister bruger fiktionsgreb og agerer detektiver, når de dækker efterforskningsfasen af en drabssag. 4) Retsreporteres refleksioner over, hvordan man på bedste presseetisk vis dækker en voldsom sag i retten. I to studier er den såkaldte ”Ubådssag” case.

En præmis i afhandlingen er, at et demokrati som det danske har brug for troværdige og kritiske medier, som til gengæld forventes at arbejde professionelt og ansvarligt ud fra etiske regler og normer. I afhandlingen diskuteres det, hvordan teknologiske muligheder (og dermed faldgruber), kommercialisering samt krav fra mediebrugere om fængende true crime-formidling presser medierne og stiller journalisterne i en række presseetiske dilemmaer.


LANG VERSION:

Afhandlingen undersøger medieansvar i det danske mediesystem med presseetik som det empiriske genstandsfelt. Afhandlingen består af en række kapitler samt fire forskningsartikler, og det overordnede forskningsspørgsmål lyder: På hvilke niveauer udøves medieansvarlighed i det danske mediesystem?

Med afsæt i en forståelse af nyhedsmedierne som en samlet nyhedsinstitution, undersøger afhandlingen medieansvar på fire institutionelle niveauer: meta-, makro-, meso- og mikroniveau. Hver forskningsartikel undersøger empirisk presseetiske praksisser, dilemmaer eller forhandlinger på ét af de fire institutionelle niveauer. Sammen med resten af afhandlingen bidrager de fire forskningsartikler dermed til at besvare afhandlingens overordnede forskningsspørgsmål.

I afhandlingens teorikapitel præsenteres den fælles teoretiske ramme, som består af teori om medieansvar, mediesystemteori og konceptet media accountability instruments. Det er netop disse instruments, som kan udarbejdes, praktiseres og pålægges enten internt (af medierne), eksternt (f.eks. af staten eller andre aktører) eller korporativt (f.eks. i samarbejde mellem stat, fagforening og medier). Denne forståelse af medieansvar, samt hvordan presseetikken praktiseres, bidrager til at tydeliggøre, at medieansvar i Danmark ikke blot reguleres via lovgivning (bl.a. medieansvarsloven). Det sker i høj grad også ved, at medier selvregulerer og co-regulerer medieansvaret i samspil med forskellige aktører, heriblandt mediebrugere. Afhandlingen bidrager dermed med opdateret og nuanceret viden om, hvordan medieansvaret udøves, på hvilke niveauer det udøves, og af hvilke aktører det udøves. Det er et vigtigt bidrag til forskningsfeltet, særligt i en dansk kontekst.

Kriminaljournalistik har en særlig plads i afhandlingen. Afhandlingens introduktion, litteraturreview samt dele af det teoretiske kapitel viser, at netop kriminaljournalistik og særligt mediernes dækning af high profile-drabssager har spillet og spiller en central rolle i udviklingen og institutionaliseringen af presseetikken i Danmark. Netop fordi presseetik og kriminaljournalistik er tæt knyttet, undersøger to af afhandlingens artikler mediedækningen af en drabssag. Sagen blev i danske medier døbt Ubådssagen.

Afhandlingen er i høj grad empirisk drevet. Det er sparsomt med dansk forskning i, hvordan medieansvaret praktiseres og udøves, samt hvordan presseetiske valg og praksisser er kendetegnet ved dilemmaer og forhandlinger. Det empiriske fokus afspejles for det første i litteraturreviewet, som baseres på en gennemgang af et stort korpus af empiriske studier om medieansvar og presseetik, særligt i en nordisk kontekst. For det andet afspejles det empiriske fokus i de fire forskningsartikler, som alle analyserer forskellige typer af empiri. Empirien udgøres af pressenævnskendelser, medieindhold i relation til to presseetiske skandalesager, nyhedsjournalistik med detektiv-træk fra dækningen af den såkaldte Ubådssag samt kvalitative interviews med retsreportere, der dækkede samme drabssag.

Afhandlingen bygger på et mixed method-forskningsdesign, som hjælper til at undersøge medieansvar og presseetik i bredde og i dybden, nemlig via kvantitativ indholdsanalyse (artikel 1), via casestudier (artikel 2, 3, 4), kvalitativ indholdsanalyse (artikel 2), kvalitativ tekstanalyse (artikel 3) og kvalitative forskningsinterviews (artikel 4).

De fire artikler undersøger og omhandler et eller flere media accountability instruments. Den tilgang bidrager til ny viden om, hvordan medieansvar i en dansk kontekst udøves via et netværk af instruments som pressenævn, branchens fælles presseetiske retningslinjer, mediers interne presseetiske regler samt forskellige transparens-praksisser.

I artikel 1 analyseres kendelser fra det danske pressenævn (fra en periode på 20 år), hvor et medie har fået kritik. Studiet har et særligt fokus på bl.a. beats, og det viser, at hvert beat – fx business og crime – er kendetegnet ved bestemte typer af etiske brud.

Artikel 2 undersøger to presseetiske skandaler om hhv. plagiat og opdigtede kilder, hvor danske medier selv blev i centrum i en sag om presseetiske brud og ringe journalistik. I studiet undersøges, hvordan medierne foretog såkaldt paradigm repair i forhold til at forklare og forsvare sig og via denne proces genskabe deres legitimitet og offentlighedens tillid til nyhedsmedierne.

Artikel 3 undersøger presseetiske dilemmaer i nyhedsindhold fra Ekstra Bladet, der dækkede efterforskningsperioden af Ubådssagen. Studiet peger på en række presseetiske udfordringer, når der bruges fiktionsgreb i formidlingen, samt når journalisten træder ind i en detektiv-rolle.

Artikel 4 trækker på kvalitative interviews med retsreportere, som reflekterer over og forhandler deres presseetiske overvejelser og redaktionelle valg i dækningen af netop Ubådssagen, da sagen kørte i retten.

Afhandlingen konkluderer, at medieansvar udøves og udvikles gennem et netværk af forskellige media accountability instruments i samspil med flere aktører. Derudover bidrager afhandlingen til en dybere forståelse af presseetik som en række konkrete regler og normer, der er forankret i lovgivning og afspejles i idealer. Samtidig fremhæves presseetik som en journalistisk praksis præget af gråzoner, hvor de konkrete regler og normer løbende forhandles og forandres.

Det diskuteres afslutningsvist, hvorvidt netværket af media accountability instruments fungerer i det danske mediesystem. Det konkluderes, at systemet overordnet set fungerer, når man ser på den lange tradition for korporatisme og selvregulering, der præger det danske mediesystem. Samtidig viser de fire forskningsartikler, at undersøgte instruments på forskellig vis udøves og praktiseres inden for nyhedsinstitutionen.

Det problematiseres imidlertid også, at kommercialisering, konkurrence og brugernes ønsker om fængende krimi-formidling i stigende grad presser medierne og stiller journalisterne i en række svære presseetiske dilemmaer og valg.