Perspektivskift som nye demokratiske begyndelser

Artiklens ærinde er - på baggrund af to forskningsprojekter - at diskutere, hvordan aktionsforskning kan bidrage til demokratisk praksisforandring, og hvilken karakter, forandringer har, når målet er demokrati. I en tid, der er kendetegnet ved store forandringer, får aktionsforskningens ønske om praksisforandring en anden karakter, hvilket peger på vigtigheden i at stoppe op og skifte perspektiv. Artiklen diskuterer, hvordan man ved at skifte perspektiv sammen med praksis kan bidrage til demokratiske praksisforandringer.
Det teoretiske afsæt er kritisk-utopisk aktionsforskning, der tager udgangspunkt i, at praksisforandringer har afsæt i hverdagslivet (bottom up). Dette kombineres med en radikal forståelse af demokrati hentet fra Rancière, som betoner, at frigørelse ikke er noget, vi kan gøre for andre, men noget, der sker ud fra en antagelse om lighed. Pointen er herved at rejse en kritik af de demokratiforståelser, der er orienterede imod at lære andre at deltage, da det bygger på en antagelse om, at nogen ikke kan deltage.
Omdrejningspunktet for diskussionen er to forskningsprojekter, hvor vi har arbejdet med henholdsvis børns deltagelse på kunstmuseer og unges deltagelse i kommunale sundhedsfremmeinitiativer. Gennem to eksempler udfolder artiklen, hvordan de metodologiske valg anvendt i de empiriske processer bidrager til at belyse og skabe demokratisk praksisforandring.