Oplysning på trods: Videnssociologi og samtidsdiagnose hos Karl Mannheim

Ph.d.-afhandling om sociologen Karl Mannheim (1893-1947), udarbejdet ved Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet. I afhandlingen undersøges aktualiteten af Mannheims videnssociologi. Der skelnes mellem på den ene side aktualitet som en relation mellem en teori eller idé og den kontekst, den er i, og på den anden side gyldighed som en relation mellem en teori og den genstand, den er om. Denne genstand kan være selve teoriens kontekst, men der er alligevel tale om to forskellige typer relation mellem tænkning og væren. Fordi problemet om videnssociologiens aktualitet løbende tematiseredes af Mannheim selv, kan undersøgelsen ikke tage udgangspunkt i en færdig metateori for aktualiseringen. I stedet udarbejdes en aktualiseringsproblematik, som inddrager Mannheims egne overvejelser. Idet Mannheims videnssociologi grundlæggende bygger på aktualitetsbegrundelser og søger at undgå spørgsmål om absolut gyldighed, spiller spørgsmålet om en samtidsdiagnose en væsentlig rolle immanent i videnssociologien. Men forholdet mellem videnssociologi og samtidsdiagnose er ikke konstant hen igennem Mannheims forfatterskab. Sædvanligvis tilordnes videnssociologien den tyske fase i hans biografi (ca. 1920-1933), og samtidsdignosen specielt den engelske fase (ca. 1933-1947). I afhandlingen her lægges der imidlertid vægt på, at han allerede i Tyskland formulerede begrebet om en sociologisk samtidsdiagnostik, og at han i det engelske eksil ikke straks opgav sit videnssociologiske projekt, men tværtimod synes at have holdt fast ved det i sin egen selvforståelse indtil sin død, selv om han efter 1936 ikke længere udtrykkeligt påberåber sig videnssociologien i sine udgivne skrifter. Implicit kan videnssociologi og samtidsdiagnose således alligevel siges at udgøre to komplementære elementer, der angiver en kontinuitet i hans tænkning. En hovedbestræbelse i arbejdet er at tage Mannheim på ordet, når han gør selvrefleksion til det afgørende kendetegn ved sin videnssociologi, og når han fremstiller sin teori som selv værende historisk betinget og aktualiseret. På den måde når man ganske vist ikke frem til nogen stationær videnssociologisk objektteori; i stedet forsøges det at gøre en hel tænkemåde nærværende for læseren i sin kompleksitet, hvilket forekommer nødvendigt, hvis aktualiseringen ikke skal munde ud i en ahistorisk præsentisme, der på forhånd affejer Mannheims intentioner.