Opdragelse til løsladelse: Destabiliserende læsninger af Kriminalforsorgens udslusningspraksis

Denne afhandling handler om udslusningspraksis i den danske kriminalforsorg. Afhandlingen er baseret på et etnografisk inspireret feltarbejde på to af Kriminalforsorgens pensioner, som er alternative afsoningssteder, hvor den sidste del af en frihedsstraf kan afsones under mindre restriktive rammer end i fængslerne. Afhandlingens analytiske strategier og metoder til empiriproduktion er informeret af poststrukturalistisk tankegods, og henter sin grundlæggende inspiration i Foucaults besynderliggørende læsninger af fængslet som straffeform. Afhandlingens primære idé er at producere kundskab om såvel udslusningens praksisformer som de naturaliserede selvfølgeligheder og indforståetheder, der gør sig gældende på området udslusning fra fængsel. Med andre ord foretages en eksponering af underforståede normer og logikker, som gør det muligt og nødvendigt at tænke løsladelse - dét, at bringe afsonerne ud af fængslerne igen - som andet og mere end et spørgsmål om at låse fængselsdøre op. Hermed kredser afhandlingens analyser om, hvordan udslusning kommer i stand som en form for opdragelsesprojekt, der ikke blot drejer sig om restriktioner og straf.
Analyserne viser, hvordan udslusningspraksis formuleres med afsæt i en grundfortælling om det skadelige fængsel. På denne baggrund italesættes udslusning som en afgørende nødvendighed og som en ’lappeløsning’ i forhold til problemer, som Kriminalforsorgen langt hen ad vejen selv har skabt. Analyserne peger på, hvordan samtale står som en så central og selvindlysende praksisform på pensionerne, at den - i sine varierende afskygninger - nærmest får status som svaret på alt: Herunder både som middel til at opnå en ønsket forandring og som forandring, idét talende afsonere i Kriminalforsorgen i sig selv betragtes som en bedrift. I internationale sammenhænge fremstilles skandinavisk fængselspraksis ofte som nærmest eventyrligt human. Afhandlingens analyser viser, hvordan udslusningspraksis også kan anskues som et gennemgribende og invasivt projekt, som fatter interesse for hele afsonerens væsen og opererer på baggrund af selvfølgeliggjorte forestillinger om den enkeltes ’bedste’, som stemmer overens med Kriminalforsorgens målsætninger. På trods af at udslusning formelt set udgør en del af en frihedsstraf, formuleres den hermed som værende til for afsonernes skyld.