Normkritiske udfordringer og muligheder i fritidspædagogikken: En analyse af forståelser, handlinger, værdier og erkendelser i arbejdet med normkritik blandt pædagoger i ungdomsklubben. Delrapport 3

Denne forskningsrapport præsenterer resultater fra forskningsprojektet Normkritiske perspektiver i fritidspædagogisk praksis, som har haft til formål at kvalificere det fritidspædagogiske arbejde med mangfoldighed og ligestilling ved hjælp af normkritik.

Baggrund: Et sparsomt men spirende forsknings- og praksisfelt
Det aktuelle forsknings- og praksisfelt for fritids- og klubpædagogisk arbejde med mangfoldighed og ligestilling i det senmoderne samfund er i sin vorden, særligt når det angår udvikling og afprøvning af normkritiske perspektivers relevans og omsættelighed i fritids- og klubpædagogisk praksis. Dette indbefatter mangel på viden om og konkrete bud på, hvordan normkritiske perspektiver kan omsættes i fritids- og klubtilbud med henblik på at kvalificere fritids- og klubpædagogers arbejde med en mangfoldighed af unge og sikre deres alsidige
udvikling, trivsel, demokratiske bevidsthed og kritiske tænkning. Denne forskningsrapport udgør et bidrag til dette spirende forsknings- og praksisfelt.

Metode: Queer-fænomenologisk interventionsetnografi og normkritiske prøvehandlinger
På baggrund af en queer-fænomenologisk interventionsetnografi i tre midtjyske ungdomsklubber er det blevet undersøgt, hvilken betydning normkritiske perspektiver kan have for det pædagogiske arbejde i klubben. De involverede
pædagoger har således i samarbejde med forskerne gennemført normkritiske analyser af fortællinger om køn og mangfoldighed i klubben og med afsæt i disse analyser af de formuleret og gennemført normkritiske prøvehandlinger i egen
praksis. I denne rapport dokumenterer vi denne proces gennem analyse af værkstedsmaterialer, feltnoter og fokusgruppeinterview.

Resultater: Den smalle og brede, nemme og svære normkritik
Gennem systematisk analyse af, hvordan pædagogerne forstår og omsætter normkritik, hvilke erkendelser de gør sig i arbejdet med normkritik i fritidspædagogisk praksis samt hvilke fritidspædagogiske værdier de legitimerer henholdsvis afskriver det normkritiske arbejde med, har det været muligt at
identificere fire tilgange til normkritik, som viser sig i udviklingen af normkritiske perspektiver i fritidspædagogisk praksis i ungdomsklubben:

- Den smalle normkritik fastholder forestillinger om individet som bærer af egenskaber. Her ser vi en pædagogisk modstand og berøringsangst overfor sociale kategorier, der for eksempel kunne være køn, etnicitet m.m., fordi det forbindes med en stor kompleksitet, som pædagogerne ikke nødvendigvis føler sig rustede eller motiverede til at håndtere. Denne tilgang omsættes som regel i en særlig opmærksomhed på den afvigende unge, som vurderes at skulle have særlig støtte eller omsorg.

- Den brede normkritik vedrører et undersøgende blik i forhold til ungdomsklubbens brede praksis. Dette ligger i tråd med fritidspædagogisk arbejde med pædagogiske aktiviteter og miljøer og udtrykker ofte et ønske om at styrke fritidspædagogikkens undersøgende og refleksive faglighed. En undersøgende tilgang kan dog også blive til meget andet end normkritik og vedrøre alle mulige spørgsmål til praksis.

- Den nemme normkritik indebærer, at der eksperimenteres med sociale kategoriseringer og normer på en lystdreven og ad-hoc præget måde, men her ses der også tvivl om, hvorvidt eksperimenterne altid virker efter hensigten. Eller om der bare er tale om at vende tingene på hovedet for en stund.

- Endelig identificeres den svære normkritik, som vedrører pædagogernes forståelse af sig selv som rollemodeller og deres egen betydning i forhold til at sætte en samfundsorienteret og kritisk dagsorden i det pædagogiske miljø. Denne tilgang vurderes som vigtig men svær, og mulighederne for at skabe øget ligestilling synes samtidig overvurderede og uoverskuelige, hvis man forestiller sig, at enhver pædagog systematisk kan afdække de herskende normer og på den
baggrund reorganisere sig på mere socialt retfærdig vis.

Konklusion: Muligt men udfordrende
Samlet set synes der at være rig mulighed for, at normkritikken udvikler sig nemt og bredt som en undersøgende og eksperimenterende del af pædagogernes arbejde med målet om at udvikle de unges trivsel og lige demokratiske deltagelse.
En normkreativ ”bytte-rundt-praksis” og en undersøgende åbenhed for at se og tænke anderledes er dog ikke nødvendigvis normforandrende i sig selv. Vores analyse viser, at synliggørelse af normer eller at vende normer på hovedet
faktisk kan være med til at udstille og opretholde ”andethed” i stedet for at udfordre normerne. Dele af den fritidspædagogiske praksis, der opstår indenfor
rammen af den nemme og den brede normkritik, ser således ud til at blive afkoblet fra den normkritiske teoris strukturelle kritik og ambition om social retfærdig forandring, og det er derfor svært for pædagogerne at vurdere, om deres prøvehandlinger er normkritiske eller ”bare” eksperimenterende. På denne måde viser vores analyser, hvor vanskeligt det er at sammenkoble den eksperimenterende og undersøgende tilgang med normkritikkens ambitioner om social retfærdig forandring. Således skal den grundlæggende udfordring med at omsætte normkritiske perspektiver i fritidspædagogisk praksis findes i forholdet mellem individet og samfundsnormerne. Udfordringen med den smalle normkritik er nemlig, at den ensidigt fokuserer på de minoriserede unge. Den smalle normkritiks fokus på minoriteten har som konsekvens, at pædagogerne tendentielt glemmer den kritiske undersøgelse af de normer, der er med til at minorisere og andetgøre. Samme tendens bare med omvendt fortegn er at finde i den svære normkritik, hvor det normkritiske forandringspotentiale forankres i den individuelle pædagog, hvilket trækker på det liberale moderne uddannelsesprojekts forestilling om, at den normkritiske pædagog udgør et rationelt subjekt, som kan gennemskue normer og magthierarkier i egen praksis. Det vil sige, at den normkritiske pædagog opfattes som et subjekt, der rationelt er i stand til at afdække normer og bryde dem. Dette strider imod den poststrukturelle normkritiks subjektforståelse, nemlig at subjektet kun delvist kan være bevidst om de komplekse magtrelationer og normer, idet det selv eksisterer i
kraft af dem. Derfor bliver det svært om ikke umuligt at være den pædagog, der stilles til ansvar for at ”få øje på” og ændre normerne. Vores analyser har vist, at normkritiske perspektiver i fritidspædagogisk praksis udgør et langt mere komplekst arbejde end som så. Dels fordi normer ikke ”bare” kan blotlægges; det kræver en særlig åbenhed og et særligt fokus. Dels fordi undertrykkende normer ikke kan ændres med den enkelte pædagogs eksperimenter; det kræver en mere
systematisk, kollektiv og kontinuerlig indsats.

På baggrund af de fire former for normkritik, der er fremkommet af pædagogernes arbejde med normkritiske perspektiver i egen praksis, afrundes rapporten med en række anbefalinger til, hvordan normkritiske perspektiver kan indarbejdes i fritidspædagogisk praksis i ungdomsklubben. Dette skal dog ske som ét af mange pædagogiske perspektiver og i en række af samtidige og løbende processer, der indebærer eksperimenter, undersøgelse og en kontinuerlig drøftelse af normkritikkens formål i arbejdet med mangfoldighed og ligestilling.