Når sex er en ret, hvem har så pligt?

Socialministeriet har fastslået i en vejledning, at samfundet har omsorgspligt for funktionshæmmedes borgeres  seksuelle udfoldelsesmulighder. Tre grupper er udpeget som dem der skal varetage denne omsorgspligt på samfundets vegne: ansatte hjælpepersoner, seksualvejledere og prostituerede. I modtsrid med denne omsorgspligt har Københavns Kommune i 2006 besluttet at forbyde ansatte hjælpepersoner at formidle prostituerede til handicappede. Kommunen vil ikke blåstemple prostitution som omsorg. Prostitution er tværtimod et socialt problem som samfundet, i dette tilfælde kommunen, har ansvar for at begrænse. Offentlig medvirken til at fremme prostitution er imidlertid kun et af problemerne diskursen om ret til hjælp til sex medfører. I denne artikel fokuserer jeg især på de problemer, som denne socialfaglige diskurs rejser for gruppen af hjælpepersoner. mange hjælpepersoner for handicappede er privatansatte. Blandt disse udsættes kvindelige handicaphjælpere i deres arbejde for brugere/chefer, som ønsker hjælp af sine ansatte til seksuel udløsning. I stedet for et offentlig fokus på brugerens/chefens pligt til at beskytte sine ansatte mod seksuel chikane, hersker et fokus på brugerens/chefens seksuelle tilfredsstillelse. Manglen på institutionelle rammer til at afgrænse handicaphjælperarbejdet og den rådende diskurs om ret til hjælp til sex gør handicaphjælperne udsatte. deres eneste beskyttelse er at opfordre brugeren til at benytte prostituerede. Den seksuelle omsorgspligt leder til krænkelser af de ansattes integritet og styrker en (krænkende?) opfattelse af handicappedes personers seksualitet som behovsbaseret. Hvor andre har lyst, har handicappede behov.
Udgivelsesdato: juni