Miljøreguleringen og det naturvidenskabelige grundlag

Der foretages en undersøgelse af nogle af de miljøvurderinger for det ydre miljø, der indgår i miljøreguleringen som en del af beslutningsgrundlaget. Undersøgelsesområdet er nærmere afgrænset til den såkaldte enkeltstofregulering, som er karakteriseret ved, at miljøvurderingerne kan opdeles i eksponeringsanalyser og effektanalyser, der udføres med nogle givne miljøkvalitetskriterier som reference. Miljøkvalitetskriterierne bunder i miljøkvalitetsmål, som er samfundsmæssigt bestemte. Enkeltstofreguleringen er gennemgående i perioden 1974-1990, selv om styringsmidlerne skifter. Undersøgelsen viser, at miljøvurderingerne er udtryk for kvantificering og generalisering af problemstillinger, blandt andet ved hjælp af standardiserede metodeforskrifter. Miljøvurderingerne foretages i stigende grad af de centrale miljømyndigheder og i mindre grad af de decentrale miljømyndigheder. Også miljøkvalitetskriterierne fastsættes centralt, selv om eksponeringsanalyse og effektanalyse i nogle tilfælde foretages lokalt. Ofte er der tale om afledede miljøkvalitetskriterier, hvor de oprindelige miljøkvalitetskriterier er mere eller mindre skjulte, og forudsætningerne for at foretage afledningen ligeledes er mere eller mindre skjulte. Til brug for miljøvurderingerne efterspørger miljømyndighederne store mængder af standardiserede miljødata. En særlig gruppe af miljødata udgøres af dosis-effekt-data, som skal indeholde kvantitative udsagn om de enkelte kemiske stoffers biologiske effekter. Denne efterspørgsel har ført til udvikling af et hierarki af metoder, der er gensidigt afhængige af hinanden. Miljøkvalitetsmål og miljøkvalitetskriterier skjuler sig under lag på lag af metoder, som alle hver især indfører nye mål og kriterier eller modificeringer af de gamle. Økotoksikologien er den tværvidenskabelige disciplin, som skal levere det teoretiske grundlag for miljøvurderingerne. Det økotoksikologiske teorigrundlag er mangelfuldt i forhold til miljøreguleringens krav om generalisesering, kvantificering og om at knytte sammenhænge mellem enkeltstoffer og biologiske effekter. Konsekvensen heraf er, at det er umuligt at vide, hvad miljøreguleringen faktisk regulerer. Det kan ikke afgøres, om miljøreguleringen er i overensstemmelse med fastsatte miljøkvalitets- målsætninger, f.eks. målsætningen om en bæredygtig udvikling. Der peges på, at en miljøreguleringsmodel med parallelle generelle og konkrete miljøvurderinger vil have mulighed for at afhjælpe nogle af de beskrevne svagheder. En sådan model vil samtidig kunne tilvejebringe basis for den længe savnede kobling mellem enkeltstofregulering og miljøplanlægning.