Ledelse i det ukendte: Om at blive i og handle på det svære

En krise er en exceptionel begivenhed, der pludselig opstår og bevirker, at tidligere erfaringer og reaktionsmåder ikke længere er tilstrækkelige (Cullberg, 1957). Det er under sådanne omstændigheder, at ledelse må erstattes af kriseledelse. Kriseledelse er at sikre sig følgeskab over terræn, der er ukendt, forvirrende, og for mange er det endda skræmmende.

Problematiske forandringssituationer kræver for de fleste en bevægelse ud af den zone, som i ledelseslitteraturen kaldes komfortzonen. Komfortzonen er ikke nødvendigvis komfortabel, men den er velkendt. Velkendt på den trygge måde, hvor jeg kan føle mig forholdsvis sikker på, at hvis jeg siger A, så følger B som regel. Uden for komfortzonen kan jeg ikke være sikker på, at det er tilfældet. Netop derfor er der jo også ofte – både bevidst og ubevidst – modstand, hvad angår at forlade netop denne zone.

I en kritisk situation har du imidlertid ikke noget valg. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt du har lyst til, trænger til eller blot skal øve dig på at træde ud af din komfortzone. Nu får du et intenst og til tider brutalt skub derud, hvor der er akut brug for noget andet, end hvad du kender.