Læringsarenaer i menneskearbejdet. Forførende retorik, ambivalente aktører og neoliberal nøjsomhed

I menneskearbejdet er læring et uafvendeligt aspekt. I det sociale, det frivillige felt eller på arbejdsmarkedet hvor menneskers udvikling står i centrum kan læring være en drivkraft, en forandring, en stilstand eller en modstand. Men læring er ikke kun reserveret til oplysningens, modkvalificeringens eller det sociale og humanistiske projekt. Læring indgår også som velfærdsstrategi og implementeringsredskab i en række samfundsmæssige og subjektive forandringsprojekter. Derfor er læring ofte ambivalent og modsætningsfyldt på samme tid som den kan være overskridende og livsforandrende. Jeg identificerer tre velkendte udviklingsdiskurser og argumenterer for at disse kan ses som ’imperative udviklingsdiskurser’: selvforvaltning og rammestyring, forsøgs- og udviklingsbølgen samt socialt entreprenørskab. Disse udviklingsbølger rummer en stærk identifikationskraft, hvor professionelle, brugere og forvaltere investerer megen tid på at fortolke, handle og evaluere. Men der er også en skyggeside, hvor ambivalenser, forsvar og træthed er
en hyppig følgesvend. Moderne udviklingsprogrammer indstifter konstruktive
såvel som nedbrydende processer. Med afsæt i empiriske analyser udfolder jeg,
hvordan de imperative udviklingsdiskurser rummer en (forførende) retorik og et
neoliberalt udviklingsparadigme, og hvordan der etableres læringsarenaer i menneskearbejdet,
som er drevet af en identifikation med arbejdsopgaver og deres sær -
lige mål og indsatser, men også af ambivalens, modstand og idealiseringer.