"Jeg skulle lige pludselig til at være 'normal'!": konstruktioner af unge i risiko

Spørgsmålet om vores normalitetsforståelser er væsentligt at rejse i en antologi som denne, der omhandler unge i udsatte livssituationer – unge der vurderes til at være i fare for at komme til at leve et liv på kanten af samfundet, eller risikerer at havne i en form for udenforskab, som det er blevet beskrevet i det indledende kapitel. Det er centralt at være bevidst om vore forestillinger om, hvordan ’det gode ungdomsliv’ bør se ud, da disse forestillinger er med til at forme, hvilke veje og udviklingsmuligheder vi anser som mulige og relevante i det sociale arbejde med unge i udsatte livssituationer.
Gennem de sidste tre årtier har bl.a. den nyere sociologiske barndomsforskning været med til at fravriste udviklingspsykologien sit monopol på viden og forskning om børn og unge. Ikke desto mindre er socialt arbejde med unge i udsatte livssituationer stadig i høj grad informeret af de udviklingspsykologiske tankefigurer. Dette kapitel vil derfor fokusere på en diskussion af normalitetsforståelserne om ’det gode ungdomsliv’ og hvordan indsigter fra eksempelvis sociologien og nyere barndomsforskning kan bidrage til kritisk eftertænksomhed i denne sammenhæng. Kapitlet rejser på denne baggrund spørgsmålet, om de unges ’anderledeshed’ i virkeligheden kan kalde på andet end blot bekymring. Om deres ’anderledeshed’ i virkeligheden kan rumme særlige ressourcer og kompetencer, som vi i kraft af vores normalitetsforståelse ikke får øje på? Kapitlet diskuterer således disse grundlæggende problemstillinger og går kritisk til de normalitetsforståelser, der præger (også mange ressourceorienterede og anerkendende tilgange til) arbejdet med børn og unge i udsatte livssituationer.