Institution, profession og samfund

Artiklen introducerer en sociologisk forståelse af institutioner som både et konkret sted og en samfundsmæssig byggesten. De pædagogiske institutioners udvikling med samfundsmæssige transformationer danner rammen om en historisk og funktionel beskrivelse af det pædagogiske arbejde, og det spændingsforhold mellem opkvalificering og professionalisering af faggruppen og de nyeste tendenser i styringen af den offentlige sektor som fokuserer på evidens og hierarkisk ledelse. Professionalisering ses i denne sammenhæng både om teoretisk og uddannelsesmæssig styrkelse af faggruppen, selvstændigt ansvar til de udførende medarbejdere og en kollektiv bevidsthed om ansvar og kompetence. Professionaliseringsprocessen indenfor pædagogområdet har været præget af en søgeproces på to niveauer: På den ene side at definere den faglige kerne i pædagogernes arbejde og kompetencer – og på den anden side at definere sig som ganske almindelig lønarbejder selvom man arbejder med mennesker og naturligvis engagerer sig stærkt i dem. Disse søgeprocesser er naturligvis præget af at arbejdet har en historie som kvindearbejde i privat regi – i familierne, og særlig for så vidt angår daginstitutionerne, først for relativt nyligt er blevet varetaget af institutioner i større stil. Disse søgeprocesser har både en individuel dimension – faglig selvforståelse, mere eller mindre fast tilknytning til området osv. – og en kollektiv organisatorisk dimension - en generel bestræbelse på at etablere pædagogfaget som en profession i egen ret. Men dermed er en professionalisering ikke realiseret. Det er stadig en udfordring både for forskningen og for de praktiserende pædagoger at fremelske begreber og forståelsesrammer, som giver praktikeren redskaber både til forbedringer i det daglige arbejde og refleksion af de problemer, man har svært ved at håndtere i dagligdagen (Randi Andersen & Kirsten Weber: Profession og praktik, Roskilde Universitetsforlag 2009)