Inclusive discourses in early childhood education?

I artiklen analyses den diskursive formation af inklusion og rummelighed i en samtale mellem (fokusgruppeinterview med) daginstitutionspædagoger. Det fremanalyses, at den diskursive formation består af to konfliktende rationaler: Et essentialistisk (segregerende og diagnostiserende) rationale, som primært er på spil, når der tales om praksis, og et relationelt inkluderende rationale, som primært er på spil, når der tales om værdier for pædagogisk virke. Dermed opstår et paradoks mellem inkluderende værdier og stigmatiserende/segregerende praksis. Det argumenteres, at dette paradoks afspejler, at det er lettere at ændre værdier end praksis, da sidstnævnte fordrer (mulighed for og støtte til) refleksion over det selvfølgelige "taget for givet". Dertil kommer at politikkerne på området - trods en inklusiv retorik - i udstrakt grad kan siges at spænde ben for den inkluderende og rummelig praksis. Det konkluderes derfor, at fremmelse af inkluderende pædaogik både forudsætter, at der sættes spørgsmålstegn ved pædagogernes selvfølgeligheder, dvs at der igangsættes "double loop"-læring, og at ændring af politikkerne på området.