I hvilken udstrækning er fremtidens pensionister en udgift for velfærdsstaten?

I den offentlige og politiske samtale er det ofte en præmis, at fremtidens pensionister bliver en udgift. Men hvordan regner man det ud – og bliver de det?
I den økonomiske DREAM-model opererer man med det såkaldte ”aldersopdelte nettobidrag”, der viser, at personer, der når folkepensionsalderen, er en voldsom belastning for det offentlige. Præmisserne for disse ud- regninger er meget uigennemsigtige, men har alligevel fået lov til at præge den politiske debat. Ærindet med denne artikel er at teste, om fremtidens pensionister reelt er en udgift
for velfærdsstaten. Vi gør brug af budgetmetoden, dvs. vi ser på pensionisternes udgifter og indtægter, hvor især arbejdsmarkedspensionerne er af betydning for pensionisternes indkomstforhold. Vi ser på den population, der i 2042 går på pension, når de når folkepensionsalderen. Vort mest markante fund er, at alle pensionister, der har en arbejdsmarkedspension, på langt sigt vil blive nettobidragsydere til velfærdsstaten de første 10 år af deres pensionisttilværelse.