Hvilken betydning har organiseringen af samarbejdet mellem forskere og praktikere for hvordan disse agerer i didaktiske udviklingsarbejder

Torben Spanget Christensen og Peter Hobel undersøger i deres artikel samarbejde mellem praktikere og forskere i projekter med et didaktisk udviklingssigte. På grundlag af Engeströms variant af virksomhedsteori og deres egne videreudviklinger på baggrund af denne teori foretager de en omfattende model- og teoriudvikling af forskellige aspekter ved praktiker-forsker-samarbejdet. En væsentlig præmis for dem er, at praktikerne og forskerne tilhører forskellige virksomhedssystemer med forskellige handlen, diskurser, erkendelsesinteresser osv. Et af resultaterne af Christensen og Hobels arbejde er en karakterisering af det såkaldte medierende reflektorium for didaktisk analyse (i det følgende blot reflektoriet), som er konstrueret til løsning af en bestemt opgave, nemlig forskningsinformeret didaktisk praksisudvikling. Dette er et rum for fælles virksomhed, hvor forskerne og praktikerne (i det følgende blot aktørerne) mødes og kommunikerer om projektudviklinger, dvs. det er her projektet bliver reformuleret. Christensen og Hobel fremlægger desuden analyser af empiri fra to skoleudviklingsprojekter, som er eksemplariske for deres model- og teoriudvikling. Deres analyser peger på reflektoriets centrale betydning i forbindelse med interventioner og didaktisk udvikling, og at der her produceres ny viden i den givne skoles kontekst, der kan omsættes til handling, og som trækker på såvel erfaringsbaseret praksisviden som teoretisk viden. Mit ærinde her er ikke at stille spørgsmålstegn ved Christensen og Hobels teori- og modeludviklinger eller deres empiriske analyser, som jeg alt sammen finder overbevisende og relevant. I stedet vil jeg undersøge et lidt andet perspektiv end deres, idet jeg vil se på aktørernes ageren i de to analyserede udviklingsprojekter.