Hvad med lidt kritisk journalistik?

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - Avisartikel

Abstract

Information har gjort sig til bannerfører for en smædekampagne, som bladet burde holde sig for god til: Hvad med lidt kritiske spørgsmål til de anonyme røster fra den hidtidige magtstruktur? RUC har siden starten i 1972 måttet slås for sin eksistens. Siden ’reorgiet’ i 1976, hvor fagkonforme institutter blev indført politisk, har fagdiscipliner og dertil knyttede uddannelser været førende i RUCs udvikling. Det har haft universitetspolitiske konsekvenser: Magt på RUC har været magt over fagene og magt over uddannelserne. Forskningen har haft svære kår både på grund af den store undervisningsbelastning, de små grundforskningsbevillinger til RUC og den lave prioritering i RUCs magthierarki. Især den tværfaglige forskning har haft det svært under disse betingelser - stik imod den oprindelige RUC-tankegang. Den skævvridning skal der rettes op på. Der skal forskes. Og der skal fornyelse i forskningen. Ikke mindst skal der findes mange og nye legekammerater udenfor RUC. Også for uddannelsernes skyld. Det er det reformen handler om. Det er ikke let at rette op på: Magten og den dertil knyttede faglige hakkeorden skal brydes. Forvridningen og ideologiseringen af fagene skal rettes op. Den hårdere konkurrence om forskningsmidler kræver større enheder og organisering af stærke eksterne netværker, støttet af en centerforvaltning, der bakkes op af samarbejdende institutter – det kommer ikke af sig selv efter mange års stammekrig. De, der ensidigt har satset på at få uddannelserne til at fungere, kan have fået et forskningsmæssigt efterslæb, som kan være svært at indhente. Det skal der også findes løsninger på. Naturligvis giver det nervøsitet. Og vil sikkert også give anledning til både berettigede og uberettigede beskrivelser af situationen med henblik på at udvikle strategier for reformen. Så der er nok af problemer Information kunne tage fat i. I stedet vælger I helt ukritisk at videregive en anonym smædekampagne (hvem på RUC har hørt om ’Poul Pot’ før I bragte rygtet?) med det ene formål at få væltet Poul Holm af pinden. Men I burde snarere spørge de anonyme røster fra den hidtidige magtstruktur: Hvad er jeres alternativer? Hvad vil I gøre for at opprioritere og forny forskningen? Hvordan vil I sikre det forskningsmæssige grundlag for undervisningen? Og I kunne passende slutte med spørgsmålet: Hvorfor har I ikke gjort det allerede?
Udgivelsesdato: 08.05.06
OriginalsprogDansk
TidsskriftInformation
Antal sider1
ISSN1602-2572
StatusUdgivet - 2006

Citer dette