Hegel i Paris

Om konflikt og asymmetri i Det andet køn

Publikation: KonferencebidragPaperForskningpeer review

Resumé

Der er intet selvmodsigende i på én og samme tid at være ’mand’ og ’menneske’; faktisk er der ikke engang nogen egentlig forskel mellem de to. For ’kvinden’, derimod, er kønnet i karambolage med hendes kald som selvoverskridende og skabende væsen, og hele hendes situation er derfor karakteriseret ved »en fundamental tvetydighed. Hun er, også for sig selv, i bund og grund ubegribelig – en sfinks.« Sådan skriver Simone de Beauvoir i Le deuxième sexe fra 1949 (Det andet køn I, s. 367).
I tiden omkring anden verdenskrig bølgede Hegelreceptionen for en stund frem i Frankrig, blandt andet initieret af Jean Hyppolites oversættelse af Åndens fænomenologi udgivet i 1939-41 samt hans introduktion til forfatterskabet med kommentarværket Génèse et structure de la Phénoménologie de l’esprit i 1946. Alexandre Kojève, der havde holdt forelæsninger om Hegel i Paris i årene 1933-39 (udgivet som ’introduktion’ i 1947), kom til at præge eksistensfilosofien i en hegeliansk retning, ikke mindst med sit (uforholdsmæssige) fokus på den senere så teoretisk ombejlede ’herre-slave-dialektik’. Det er da også tydeligt, hvordan kampen om anerkendelse som socialt princip strukturerer Simone de Beauvoirs fremstilling af kønnenes dynamik i Le deuxième sexe, og som epigraf for hendes første roman, L’invitée fra 1943, finder vi endog Hegelsentensen »Chaque conscience poursuit la mort de l’autre« (’enhver bevidsthed søger den andens død’). Imidlertid er der også andre gennemgående hegelianske motiver at spore i Beauvoirs behandling af det centrale spørgsmål om hvad det vil sige at være kvinde, og altså hvordan vi overhovedet skal forstå det kønnede menneskes situation. Det er et af disse motiver, jeg her vil komme nærmere, nemlig hvad vi kunne formulere som ideen om kønnet som en asymmetrisk relation og konfliktstrukturen som konstitutiv bestemmelse.
Dette motiv tager forskellige former værket igennem: kvinden er en sfinks – en uløselig gåde – for så vidt myterne om hende taler hinanden imod. Hun er mandens konstitutive mangel – en bestemt negation – der skal muliggøre hans egen transcendens. Der er ikke så meget ’to køn stillet over for hinanden’ i dette eller hint magtforhold som der er tale om én eneste kønsknude, udgjort af to relata, hvis forskel består i at den ene er i konflikt med sig selv. Når hele molevitten således lader sig modulere over et dialektisk kontradiktionsskema, står vi tilbage med et begreb om køn der adskiller sig væsentligt fra i) enhver abstrakt insisteren på kønnenes ’ligestilling’ såvel som ii) en jubelkonstruktivistisk forestilling om at det nogensinde er tilstrækkeligt at ’afsløre’ kønsideologiens kontingens, hvis vi vil skaffe os af med dens virkninger.
OriginalsprogDansk
Publikationsdato16 nov. 2019
StatusUdgivet - 16 nov. 2019
BegivenhedÅrsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening: Køn og pædagogik - DPU, København NV., Danmark
Varighed: 16 nov. 201916 nov. 2019
http://www.paedagogiskfilosofi.dk/aarsmoede-2019

Konference

KonferenceÅrsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening
LokationDPU
LandDanmark
ByKøbenhavn NV.
Periode16/11/201916/11/2019
Internetadresse

Citer dette

Ploug, A. C. (2019). Hegel i Paris: Om konflikt og asymmetri i Det andet køn. Afhandling præsenteret på Årsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening, København NV., Danmark.
Ploug, Anna Cornelia. / Hegel i Paris : Om konflikt og asymmetri i Det andet køn. Afhandling præsenteret på Årsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening, København NV., Danmark.
@conference{5144d7d6c7964032acf309d378c6903c,
title = "Hegel i Paris: Om konflikt og asymmetri i Det andet k{\o}n",
abstract = "Der er intet selvmodsigende i p{\aa} {\'e}n og samme tid at v{\ae}re ’mand’ og ’menneske’; faktisk er der ikke engang nogen egentlig forskel mellem de to. For ’kvinden’, derimod, er k{\o}nnet i karambolage med hendes kald som selvoverskridende og skabende v{\ae}sen, og hele hendes situation er derfor karakteriseret ved »en fundamental tvetydighed. Hun er, ogs{\aa} for sig selv, i bund og grund ubegribelig – en sfinks.« S{\aa}dan skriver Simone de Beauvoir i Le deuxi{\`e}me sexe fra 1949 (Det andet k{\o}n I, s. 367).I tiden omkring anden verdenskrig b{\o}lgede Hegelreceptionen for en stund frem i Frankrig, blandt andet initieret af Jean Hyppolites overs{\ae}ttelse af {\AA}ndens f{\ae}nomenologi udgivet i 1939-41 samt hans introduktion til forfatterskabet med kommentarv{\ae}rket G{\'e}n{\`e}se et structure de la Ph{\'e}nom{\'e}nologie de l’esprit i 1946. Alexandre Koj{\`e}ve, der havde holdt forel{\ae}sninger om Hegel i Paris i {\aa}rene 1933-39 (udgivet som ’introduktion’ i 1947), kom til at pr{\ae}ge eksistensfilosofien i en hegeliansk retning, ikke mindst med sit (uforholdsm{\ae}ssige) fokus p{\aa} den senere s{\aa} teoretisk ombejlede ’herre-slave-dialektik’. Det er da ogs{\aa} tydeligt, hvordan kampen om anerkendelse som socialt princip strukturerer Simone de Beauvoirs fremstilling af k{\o}nnenes dynamik i Le deuxi{\`e}me sexe, og som epigraf for hendes f{\o}rste roman, L’invit{\'e}e fra 1943, finder vi endog Hegelsentensen »Chaque conscience poursuit la mort de l’autre« (’enhver bevidsthed s{\o}ger den andens d{\o}d’). Imidlertid er der ogs{\aa} andre gennemg{\aa}ende hegelianske motiver at spore i Beauvoirs behandling af det centrale sp{\o}rgsm{\aa}l om hvad det vil sige at v{\ae}re kvinde, og alts{\aa} hvordan vi overhovedet skal forst{\aa} det k{\o}nnede menneskes situation. Det er et af disse motiver, jeg her vil komme n{\ae}rmere, nemlig hvad vi kunne formulere som ideen om k{\o}nnet som en asymmetrisk relation og konfliktstrukturen som konstitutiv bestemmelse.Dette motiv tager forskellige former v{\ae}rket igennem: kvinden er en sfinks – en ul{\o}selig g{\aa}de – for s{\aa} vidt myterne om hende taler hinanden imod. Hun er mandens konstitutive mangel – en bestemt negation – der skal muligg{\o}re hans egen transcendens. Der er ikke s{\aa} meget ’to k{\o}n stillet over for hinanden’ i dette eller hint magtforhold som der er tale om {\'e}n eneste k{\o}nsknude, udgjort af to relata, hvis forskel best{\aa}r i at den ene er i konflikt med sig selv. N{\aa}r hele molevitten s{\aa}ledes lader sig modulere over et dialektisk kontradiktionsskema, st{\aa}r vi tilbage med et begreb om k{\o}n der adskiller sig v{\ae}sentligt fra i) enhver abstrakt insisteren p{\aa} k{\o}nnenes ’ligestilling’ s{\aa}vel som ii) en jubelkonstruktivistisk forestilling om at det nogensinde er tilstr{\ae}kkeligt at ’afsl{\o}re’ k{\o}nsideologiens kontingens, hvis vi vil skaffe os af med dens virkninger.",
author = "Ploug, {Anna Cornelia}",
year = "2019",
month = "11",
day = "16",
language = "Dansk",
note = "{\AA}rsm{\o}de - P{\ae}dagogisk Filosofisk Forening : K{\o}n og p{\ae}dagogik ; Conference date: 16-11-2019 Through 16-11-2019",
url = "http://www.paedagogiskfilosofi.dk/aarsmoede-2019",

}

Ploug, AC 2019, 'Hegel i Paris: Om konflikt og asymmetri i Det andet køn' Paper fremlagt ved Årsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening, København NV., Danmark, 16/11/2019 - 16/11/2019, .

Hegel i Paris : Om konflikt og asymmetri i Det andet køn. / Ploug, Anna Cornelia.

2019. Afhandling præsenteret på Årsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening, København NV., Danmark.

Publikation: KonferencebidragPaperForskningpeer review

TY - CONF

T1 - Hegel i Paris

T2 - Om konflikt og asymmetri i Det andet køn

AU - Ploug, Anna Cornelia

PY - 2019/11/16

Y1 - 2019/11/16

N2 - Der er intet selvmodsigende i på én og samme tid at være ’mand’ og ’menneske’; faktisk er der ikke engang nogen egentlig forskel mellem de to. For ’kvinden’, derimod, er kønnet i karambolage med hendes kald som selvoverskridende og skabende væsen, og hele hendes situation er derfor karakteriseret ved »en fundamental tvetydighed. Hun er, også for sig selv, i bund og grund ubegribelig – en sfinks.« Sådan skriver Simone de Beauvoir i Le deuxième sexe fra 1949 (Det andet køn I, s. 367).I tiden omkring anden verdenskrig bølgede Hegelreceptionen for en stund frem i Frankrig, blandt andet initieret af Jean Hyppolites oversættelse af Åndens fænomenologi udgivet i 1939-41 samt hans introduktion til forfatterskabet med kommentarværket Génèse et structure de la Phénoménologie de l’esprit i 1946. Alexandre Kojève, der havde holdt forelæsninger om Hegel i Paris i årene 1933-39 (udgivet som ’introduktion’ i 1947), kom til at præge eksistensfilosofien i en hegeliansk retning, ikke mindst med sit (uforholdsmæssige) fokus på den senere så teoretisk ombejlede ’herre-slave-dialektik’. Det er da også tydeligt, hvordan kampen om anerkendelse som socialt princip strukturerer Simone de Beauvoirs fremstilling af kønnenes dynamik i Le deuxième sexe, og som epigraf for hendes første roman, L’invitée fra 1943, finder vi endog Hegelsentensen »Chaque conscience poursuit la mort de l’autre« (’enhver bevidsthed søger den andens død’). Imidlertid er der også andre gennemgående hegelianske motiver at spore i Beauvoirs behandling af det centrale spørgsmål om hvad det vil sige at være kvinde, og altså hvordan vi overhovedet skal forstå det kønnede menneskes situation. Det er et af disse motiver, jeg her vil komme nærmere, nemlig hvad vi kunne formulere som ideen om kønnet som en asymmetrisk relation og konfliktstrukturen som konstitutiv bestemmelse.Dette motiv tager forskellige former værket igennem: kvinden er en sfinks – en uløselig gåde – for så vidt myterne om hende taler hinanden imod. Hun er mandens konstitutive mangel – en bestemt negation – der skal muliggøre hans egen transcendens. Der er ikke så meget ’to køn stillet over for hinanden’ i dette eller hint magtforhold som der er tale om én eneste kønsknude, udgjort af to relata, hvis forskel består i at den ene er i konflikt med sig selv. Når hele molevitten således lader sig modulere over et dialektisk kontradiktionsskema, står vi tilbage med et begreb om køn der adskiller sig væsentligt fra i) enhver abstrakt insisteren på kønnenes ’ligestilling’ såvel som ii) en jubelkonstruktivistisk forestilling om at det nogensinde er tilstrækkeligt at ’afsløre’ kønsideologiens kontingens, hvis vi vil skaffe os af med dens virkninger.

AB - Der er intet selvmodsigende i på én og samme tid at være ’mand’ og ’menneske’; faktisk er der ikke engang nogen egentlig forskel mellem de to. For ’kvinden’, derimod, er kønnet i karambolage med hendes kald som selvoverskridende og skabende væsen, og hele hendes situation er derfor karakteriseret ved »en fundamental tvetydighed. Hun er, også for sig selv, i bund og grund ubegribelig – en sfinks.« Sådan skriver Simone de Beauvoir i Le deuxième sexe fra 1949 (Det andet køn I, s. 367).I tiden omkring anden verdenskrig bølgede Hegelreceptionen for en stund frem i Frankrig, blandt andet initieret af Jean Hyppolites oversættelse af Åndens fænomenologi udgivet i 1939-41 samt hans introduktion til forfatterskabet med kommentarværket Génèse et structure de la Phénoménologie de l’esprit i 1946. Alexandre Kojève, der havde holdt forelæsninger om Hegel i Paris i årene 1933-39 (udgivet som ’introduktion’ i 1947), kom til at præge eksistensfilosofien i en hegeliansk retning, ikke mindst med sit (uforholdsmæssige) fokus på den senere så teoretisk ombejlede ’herre-slave-dialektik’. Det er da også tydeligt, hvordan kampen om anerkendelse som socialt princip strukturerer Simone de Beauvoirs fremstilling af kønnenes dynamik i Le deuxième sexe, og som epigraf for hendes første roman, L’invitée fra 1943, finder vi endog Hegelsentensen »Chaque conscience poursuit la mort de l’autre« (’enhver bevidsthed søger den andens død’). Imidlertid er der også andre gennemgående hegelianske motiver at spore i Beauvoirs behandling af det centrale spørgsmål om hvad det vil sige at være kvinde, og altså hvordan vi overhovedet skal forstå det kønnede menneskes situation. Det er et af disse motiver, jeg her vil komme nærmere, nemlig hvad vi kunne formulere som ideen om kønnet som en asymmetrisk relation og konfliktstrukturen som konstitutiv bestemmelse.Dette motiv tager forskellige former værket igennem: kvinden er en sfinks – en uløselig gåde – for så vidt myterne om hende taler hinanden imod. Hun er mandens konstitutive mangel – en bestemt negation – der skal muliggøre hans egen transcendens. Der er ikke så meget ’to køn stillet over for hinanden’ i dette eller hint magtforhold som der er tale om én eneste kønsknude, udgjort af to relata, hvis forskel består i at den ene er i konflikt med sig selv. Når hele molevitten således lader sig modulere over et dialektisk kontradiktionsskema, står vi tilbage med et begreb om køn der adskiller sig væsentligt fra i) enhver abstrakt insisteren på kønnenes ’ligestilling’ såvel som ii) en jubelkonstruktivistisk forestilling om at det nogensinde er tilstrækkeligt at ’afsløre’ kønsideologiens kontingens, hvis vi vil skaffe os af med dens virkninger.

M3 - Paper

ER -

Ploug AC. Hegel i Paris: Om konflikt og asymmetri i Det andet køn. 2019. Afhandling præsenteret på Årsmøde - Pædagogisk Filosofisk Forening, København NV., Danmark.