Håndtering af usikkerhed i film og byggeprojekter

Jesper Schlamovitz

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandling

Abstract

Denne afhandling handler om usikkerhed i projekter. I tre afgrænsede forskningsartikler analyserer afhandlingen, hvordan usikkerhed håndteres af projektledelsen i tre konkrete projekter. Udgangspunktet er en teoretisk fremstilling af usikkerhed, hvor især usikkerhedens sociale dimension, forstået som den meningsskabelse der foregår gennem projektdeltagernes handlinger og fortolkninger, er i fokus. Usikkerheden undersøges når den kommer til udtryk i de generelle betingelser for projektet, og i de konkrete uventede begivenheder, der opstår i projektet undervejs.
Artikel 1 (”Coping With Social Uncertainty in Film Production Planning”) sætter fokus på usikkerhed i projektets planlægningsfase. Gennem et casestudie af planlægningen af en filmproduktion analyserer artiklen, hvilken rolle planlægningen kommer til at spille, når projektet møder social usikkerhed. Artiklen finder blandt andet, at en detaljeret planlægning kan medvirke til at håndtere den sociale usikkerhed ved at understøtte kreativ udvikling, og samtidig legitimere projektet som et realiserbart projekt. Artikel 2 (”Organizing Projects as Chains or Hubs?”) undersøger forskelle og ligheder i organiseringen mellem to caseprojekter - et byggeri og en filmproduktion - og finder væsentlige forskelle i organiseringen af de to projekter. Analysen viser at disse forskelle har stor betydning for, hvordan projekterne håndterer uventede begivenheder. Artikel 3 (”Håndtering af usikkerhed i film og byggeri”) undersøger, hvordan usikkerhed håndteres forskelligt i to caseprojekter, med henblik på at analysere konsekvenserne af disse forskelle. Analysen konkluderer, at især den sociale dimension af usikkerhedsproblemet ikke lader sig løse ved planlægning og vertikal informationshåndtering. Artiklen peger på alternative strategier, der i højere grad synes at løse problemet, og bidrager til en nuanceret teoretisk forståelse af usikkerhedsfænomenet i projektsammenhænge.
Afhandlingen og dens tre artikler er således teoretisk forankret i antagelsen om usikkerhed som betingelse, og har til hensigt at studere praksis for at berige den teoretiske forståelse af usikkerhedsproblemet. Det gør ikke afhandlingen uden relevans for praksis. Ved at studere, hvordan usikkerheden konkret kommer til udtryk og håndteres, belyses praksisforståelser, handlemuligheder og løsninger, der også er relevante for praksis, og som i sig selv er viden, der bidrager til feltet.
Bidragets oversatte titelCoping With Uncertainty in Film production and Construction Projects
OriginalsprogFlere sprog
UdgivelsesstedFrederiksberg
ForlagCopenhagen Business School
Antal sider137
ISBN (Trykt)978-87-593-8424-4
StatusUdgivet - 2010
Udgivet eksterntJa
NavnPh.d.-serie
Nummer13.2010
ISSN0906-6934

Citer dette