Gensidig livskvalitet: Evaluering af projekt 'Mønsterbrydning – forebyggelse af psykisk nedslidning på ældreområdet'

Nærværende rapport er en evaluering af et udviklingsprojekt på Hvalsø ældrecentre, hvor alle medarbejdere har gennemgået et Marte Meo undervisnings- og supervisionsforløb. Projektet er gennemført med økonomisk støtte fra Forebyggelsesfonden i perioden 1. januar 2010 til 31. december 2011. Det blev designet og tilrettelagt i et samarbejde mellem centerleder Susanne Marcussen og Marte Meo supervisor Inger Hartelius . Projektet har været ledet af centerleder Susanne Marcussen frem til foråret 2011. Herefter har udviklingskonsulent i Lejre Kommune Tina Nicolajsen overtaget projektledelsen, og afdelingsleder på Hvalsø Ældrecenter Lajla Knudsen den praktiske koordinering. Evalueringen af gennemført af Hanne Warming, sociolog og professor ved Roskilde Universitet.
Projektets overordnede formål var at øge medarbejdernes kompetencer til at kunne bryde egne mønstre i forbindelse med pleje og omsorg af beboerne, og derved styrke arbejdsglæden, selvtilliden og et sundt psykisk arbejdsmiljø. Dette formål blev operationaliseret i en række kvantitative og kvalitative succeskriterier.
De kvantitative succeskriterier omfatter fire dimensioner: Sygefravær, fastholdelse af medarbejdere, forebyggelse af vold og drypvold mod medarbejderne, samt minimering af magtanvendelser over for beboerne. I forhold til sygefravær blev der sat et mål om fastholdelse af Sygefraværsprocenten i Kløverhuset på to procent. Målet om fastholdelse af medarbejdere omsattes til et succeskriterium om at nedbringe udskiftningen til max ti procent pr. år. Forebyggelsen af vold og drypvold ’måles’ ud fra, om der er sket en nedbringelse af skadeanmeldelserne i forbindelse med volden samt antallet af magtanvendelser overfor demente beboere.
Tre af disse fire kvantitative succeskriterier er i høj grad opfyldt; nemlig nedbringelse af udskiftningen af medarbejder, nedbringelse af skadeanmeldelser i forbindelse med vold fra borgerne mod medarbejderne, og nedbringelse af magtanvendelser overfor demente borgere. Til gengæld er det ikke lykkedes at nedbringe sygefraværet.
De kvalitative succeskriterier omfatter tre dimensioner: For det første medarbejderens oplevelse af at lykkes i det daglige samspil med beboerne, herunder deres oplevelse af udvikling af kompetencer til hensigtsmæssig håndtering af de svære kontaktmæssige og kommunikative udfordringer i dagligdagen. For det andet medarbejdernes udvikling af kompetencer til at støtte beboerne i at genvinde tabte og udvikle nye færdigheder, for eksempel i forhold til kontakt, tale og fysiske funktioner, idet det vil lette medarbejderens omsorgsarbejde både fysisk og psykisk. Og for det tredje styrkelse af vidensdeling gennem et fælles sprog på tværs af afdelinger.
De to første kvalitative succeskriterier er blevet opfyldt fuldt ud. Medarbejderne beretter om at have fået øget selvtillid, at have fået en bedre relation til borgerne, at komme til at holde mere af dem, og at være blevet i stand til i langt højere grad at arbejde udviklingsorienteret, inddragende og anerkendende med borgerne, og at de har fået større arbejdsglæde.
I forhold til det tredje succeskriterium viser evaluering, at det er lykkes at skabe et fælles sprog, men samtidig at vidensdeling forudsætter mere end et fælles sprog i form af tid og rum i hverdagen til at erfaringsudveksle. Dette har der været lagt op til i selve projektdesignet ved, at holdene skulle fungere som sparringsteams efter projektperiodens udløb. Der er imidlertid en risiko for, at dette på grund af tidspres i det daglige arbejde ikke realiseres, hvis der ikke gøres en særlig indsats for sikring heraf, for eksempel ved at sætte det på skema. Samtidig peger evalueringen på, at der også er behov for øget vidensdeling indenfor hver afdeling og omkring den enkelte borger. Det fælles sprog er et skridt på vejen.
Foruden en væsentlig forbedring af arbejdsmiljøet, viser projektet, at man med Marte Meo kan forbedre borgernes livskvalitet i form af bedre relationer, mere værdighed og aktivitet. Borgerne er i højere grad blevet set, hørt og mødt, hvilket er helt essentielt for et menneskes livskvalitet.
En anden bi-effekt er et bedre kollegialt miljø, hvor medarbejderne er blevet opmærksomme på værdien af at give positiv respons til andre, og er blevet bedre til at få øje på de små positiv ting. Samtidig bidrager medarbejdernes oplevelse af at lykkes med positiv energi til interaktionen, både kollegaerne imellem og i relation til borgerne.
I løbet af projektperioden har der været organisationsforandringer og ressourceknaphed med oplevelser af usikkerhed og voldsomt tidspres i det daglige arbejde til følge. Dette har særligt i en periode influeret negativt på projektet og medarbejdernes udbytte. Alligevel er den samlede vurdering af projektet, at det har været succesfuldt med særdeles stort udbytte for medarbejdere og ledelse såvel som for Centres beboere. Projektet har medvirket til forbedret livskvalitet for både beboere og medarbejdere gennem udvikling af - styrkelse af eksisterende - positive dynamikker i samspillet mellem medarbejder og beboere, såvel som kollegaer imellem. Derfor projektets titel: Gensidig livskvalitet.
Erfaringen af, hvor stor en forskel det kan gøre for både medarbejdere og borgere at arbejde udviklingsorienteret med denne metode, peger på, at metoden med fordel kan udbredes til andre plejecentre rundt omkring i landet. Det vil være en samfundsmæssige investering, som på sigt ville kunne tjene sig, da tidlig nedslidning er samfundsmæssigt urentabelt. Dertil kommer det etiske omkring både beboernes og medarbejdernes livskvalitet.