Gør det regenerative verdenssyn op med neoliberalismens selvrealiseringsidealer?

Dette kapitel rejser spørgsmålet om, hvorvidt det regenerative verdenssyn gør op med neoliberalismens selvrealiseringsidealer, og hvordan man som leder kan forholde sig til de dilemmaer, der er forbundet med de modsatrettede præmisser, som henholdsvis det regenerative og det neoliberale verdenssyn tilbyder. Svaret er ikke enkelt. Ledelse kan skabe vigtige rammer for en kulturændring, men det kræver, at man kan få investorer, ansatte, kunder, brugere og naturen med. Regenerative tilgange til ledelse, organisationsforandring og som argument for redefinering og endda opbremsning af økonomisk vækst skyder op i de vestlige velfærdssamfund både i den private og offentlige sektor. Måske netop fordi det især er her, vi har overforbrugt af både jordens og menneskelige ressourcer. Det er her, vi taler om ulighed i sundhed, udpining af jorden og manglende bæredygtighed. De regenerative tilgange skal hjælpe os med at bremse op, være omsorgsfulde over for hinanden(s) og jordens begrænsede ressourcer. Det handler om at give mere tilbage end det, vi tager. På alle planer. I et ledelses- og organisationsperspektiv betyder regenerativ, at man skaber de betingelser, der er nødvendige for, at livet (for alt levende) kontinuerligt kan vokse og udvikle sig, og at man skaber mere liv, end man tager.