Fortællingen om skizofreni som en hjernesygdom og behovet for et nyt paradigme

Ideen om at skizofreni er en hjernesygdom er udbredt både i psykiatrien, i media og i den brede offentlighed. Men hvad er egentlig belægget for denne ide? Og hvilke implikationer har den for psykiatrisk praksis? I artiklen ser jeg på idéen om skizofreni som en hjernesygdom som en Fortælling, og undersøger den kritisk ved at trække på flere forskellige perspektiver og forskningstraditioner. For det første trækker jeg på neurovidenskabelig forskning for at problematisere den sejlivede psykiatriske forestilling om hjernen som statisk, og ideen om skizofreni som stammende fra en biologisk defekt. For det andet undersøger jeg sociale, psykologiske og epidemiologiske undersøgelsers bidrag til at forstå psykotiske oplevelser i en bredere kulturel, menneskelig og samfundsmæssig kontekst. For det tredje trækker jeg på eksempler fra et etnografisk feltarbejde på en lukket afdeling og i distriktspsykiatrien for at undersøge de implikationer som Fortællingen Om Skizofreni Som En Hjernesygdom får for psykiatrisk praksis og psykiatriske patienter.
Jeg argumenterer for at der ud fra både videnskabelige og terapeutiske hensyn er behov for et nyt paradigme for at forstå psykotiske oplevelser - og jeg giver et bud på en narrativ forståelse og praksis for arbejdet med mennesker med stemmehøring eller forfølgelsesoplevelser. Det overordnede formål med artiklen er at afmystificere fænomener som stemmehøring og forfølgelsesoplevelser samt at vise, at disse kan forstås og gribes an terapeutisk som en almindelig afart af menneskelig mangfoldighed