Fire drenge på Ørestad Gymnasium: skolegang mellem mening og nødvendighed

I den offentlige diskurs optræder figuren ’taberdrenge’ hos særligt hos mandlige debattører (f.eks. Zlotnik, Nordahl) og hos enkelte forskere (f.eks. Schmidt 2002, Munk 2009, Egelund 2011). Der henvises til de unge mænd, der i dag står uden ungdomsuddannelse, og til pigernes overtal på de gymnasiale og videregående uddannelser. I denne artikel ønsker vi at vise, hvilke forskelle og ligheder i drenges uddannelsesorienteringer, der fremtræder på tværs af fire drenges fortællinger om at gå i gymnasiet, om fritid og om mulige fremtider. På den ene side synes drengenes forskelligartede fortællinger at variere i forhold til faktorer, der ikke nødvendigvis har med køn at gøre. Snarere synes drengenes sociale baggrunde, og til dels etnisk-kulturelle erfaringer, at slå igennem som ulige muligheder for at deltage i gymnasieskolens daglige praktiseringer. På den anden side forekommer en fælleshed i drengenes italesatte ambivalens til gymnasieskolen i forhold til, hvad de kan investere i deres skolegang, hvad de finder det nødvendigt at investere, og hvilken mening disse investeringer tilskrives.