Evidens, social teknologi og professionalisering

Begrebet evidens er blevet almindeligt som betegnelse for sikker viden om hvordan en given professionel praksis virker. Begrebet har især været anvendt i sundhedssektoren men bliver nu også overført til pædagogiske og sociale praksisfelter.
Der er nogle videnskabsteoretiske og metodemæssige problemer forbundet med at overføre denne erkendelsesmodel til områder der i høj grad består i menneskeligt samspil. Desuden er der en latent konflikt mellem en teknologisk praksismodel hvor man standardiserer og effektiviserer praksis på grundlag af sikker viden, og en professionsfaglig model hvor fag hvor den enkelte fagperson forudsættes at være i stand til at udøve et kvalificeret skøn i komplekse enkeltsituationer på grundlag af sin baggrundsviden og erfaring.
Dette er i høj grad det politiske og forvaltningsmæssige niveau som efterspørger evidens, som led i den almindelige styringstekniske tendens til at uddelegere opgaver på basis af fastsatte målsætninger og med kontrol af bestemte resultatparametre (New Public Management).
For den praktiserende professionelle kan evidens derfor primært tjene som anledning til kritisk selvrefleksion. Der er andre typer af viden man har mere brug for. Men evidens kan bidrage til professionelle praktikeres overvejelser over egne erfaringer, når blot man tolker den i sammenhæng med konkrete omstændigheder.
Men ikke mindst på baggrund af de styringstekniske sammenhæng er evidens i høj grad blevet forbundet med standardiserings- og kontrolinteresser – og derfor ugleset.