Etik og normativitet

Aktionsforskningens tidligste videnskabsteorietiske overvejelser springer i meget høj grad fra forestillingen om forskerens/forskningens rolle. Hvad er det forskningen kan og skal i et felt? På mange måder er de første erkendelser af dette samstemmende med den samfundsvidenskabelige erkendelsesproces. Fra de tidlige Hawthorne-eksperimenter ved vi, at forskeren gennem sin tilstedeværelse ændrer vilkårene for egen forskning (Nielsen 2000, Gillespie 1939). Fra Tavistock og Maria Jahodas studie af arbejdsløshed ved vi, at forskerens ønske om at hjælpe og støtte feltets aktører stiller sig op, som betydningsfuldt, når det udforskede felt kun vanskeligt overlever (Jahoda 1972 (1933)). I 1970’erne adresserer Skjervheim problemstillingen, som forholdet mellem at være deltager eller tilskuer. Hvor forskeren ifølge Skjervheim ikke har andet valg, end at være deltager i det udforskede felt og må tage sit eget engagement alvorligt (Skjervheim 2000 (1976)).
Mere nutidigt taler vi om det som, at forskerne, som fremdriver af udviklingsprocesser, må forholde sig til det ansvar de påtager sig overfor i feltet. Mange gange taler vi om det i forhold til at forskeren ikke må love for meget, ikke må skabe afmagt blandt de som deltager, ikke må putte noget ind i feltet, der forringer vilkårene for feltets aktører. Forskeren, der kommer for tæt på feltet advares også om ikke at blive slugt af relationerne, at tage det på sig, med andre ord. Samtidig er forskeren jo også forvalter af en bestemt forskningstematik. Vi er forskere og har en rolle at spille på den akademiske arena, og skal her forvalte en specialviden overfor andre med viden indenfor samme felt, men hvordan gør vi det? Aktionsforskningen kan med andre ord både skabe dannelsesrum for deltagerne og udviklingsrum for aktionsforskningen (Nielsen og Nielsen 2005). Kapitlet vil med enkelte nedslag i landkortet forsøge at frame denne dobbeltrolle og måder at imødekomme den i aktionsforskningen. Et nedslag vil være den kritiske utopiske aktionsforskning, der med den kritiske teori bringer en æstetisk dimension ind i spændingsfeltet mellem forsker og felt (Nielsen og Nielsen 2005, Egmose 2011, Husted og Tofteng 2006, 2007). Et andet er PAR traditionen, der går mere direkte ind i arbejdet med at definere en etik i aktionsforskningen (s relationer) (Fals Borda og Rahman 1992, Brydon-Miller 2008).