En anden faglighed: en immanent kritik af evidens-baseringen af jobkonsulenters arbejde med at integrere psykiatribrugere på arbejdsmarkedet ud fra individuelt planlagt job med støtte, IPS.

Hvad er god faglighed i beskæftigelsesindsatsen? Hvordan skal ”effekten” i evidens-basering forstås?

Afhandlingen diskuterer spørgsmålene med udgangspunkt i jobkonsulenters arbejde med metoden individuelt planlagt job med støtte, IPS. IPS har vist sig effektivt og populær for mennesker med en svær psykiatrisk diagnose og er derfor i fremvækst i Danmark, i norden og internationalt. Ud fra samarbejde med erfarne IPS-konsulenter diskuterer afhandlingen IPS-arbejdets særlige træk:
Hvordan virker evidens-basering som en faglig udviklingsstrategi i et arbejdsfelt i krise?
Hvordan arbejder man bruger-inddragende i et felt med stærke konflikter og magtforhold?
Hvad betyder psykiatriske diagnoser for samarbejdet med arbejdsgivere, når man skal opnå ansættelse?
Og hvordan kan man som professionel fokusere målrettet på beskæftigelse, samtidig med at man støtter mennesker i deres psykiatriske behandlingsforløb – og i deres hele liv?

Afhandlingen viser, at jobkonsulenternes erfaringer kan bruges til at udvikle beskæftigelsesindsatsen. Samtidig argumenterer afhandlingen for, at feltet og offentligheden har misforstået jobkonsulenternes succes, når de forstår den som evidens-baseringens ”effekt”. Jobkonsulenterne udviser og udvikler en ”anden faglighed” bag de evidens-baserede, formaliserede retningslinjer, som arbejdet legitimeres ud fra. Denne faglighed er ikke teknisk, men normativ: Den har det enkelte menneskes autonomi og udviklingsønsker som sin hjørnesten. Fagligheden bygger på jobkonsulenternes identifikation med arbejdets mening og tiltro til dets virkning. Den bygger på legitimiteten af evidens-baseringen, som ikke er ensartet, men tværtimod giver jobkonsulenterne autonomi til at være responsive og drage omsorg for brugerne. Den bygger på jobkonsulenternes engagement i at udrede uenigheder og modsætninger i faglige diskurser. Og den indebærer løbende ”grænsekampe” om betingelserne for at skabe sammenhæng i den enkeltes forløb. Videreudvikling af fagligheden udfordrer derfor også beskæftigelsesområdets komplekse lovgivning, stramme økonomistyring og fokus på at evaluere effektiviteten af konkurrerende indsatser.