Det danske mediesystem

Formålet med dette kapitel er at give en beskrivelse af det danske mediesystem. Det vil ske med udgangspunkt i Hallin og Mancinis nyklassiske mediesystemteori, der blev lanceret i 2004, samt nyere tekster, der forholder sig kritisk og nytænkende til mediesystembegrebet, fx Strömbäck, Ørsten og Aalberg (2008), Benson et al. (2012), Syvertsen et al. (2015) og Flew og Waisbord (2015). Mediesystembegrebet er overordnet inspireret af et sociologisk feltperspektiv og tager udgangspunkt i en række strukturelle faktorer som eksempelvis mediepolitik, medieøkonomi og journalistisk professionalisering. Teoriens styrke er således et institutionelt makroperspektiv, der egner sig til analyser af enkelte lande såvel som til komparative analyser. I Hallin og Mancinis (2004) bog munder systemperspektivet ud i en beskrivelse af tre forskellige mediesystemer, der kendetegner den vestlige verden. Her placeres Danmark, sammen med bl.a. de andre Skandinaviske lande, i det såkaldte demokratisk-korporative mediesystem. Kapilet vil indledningsvis give en grundlæggende præsentation af Hallin og Mancinis (2004) tre mediesystemer med særligt fokus på deres begreber og forståelse af det demokratisk-korporative mediesystem. Herefter vil kapitlet fokusere på at nuancere og opdatere denne systembeskrivelse. Udgangspunktet for både den grundlæggende præsentation af det danske mediesystem samt opdateringen af dette vil være de fire dimensioner, som ifølge Hallin og Mancini kendetegner et mediesystem: (1) mediemarkedet, herunder spørgsmål om medieudbud og medieefterspørgsel, (2) politisk parallelisme, der er graden af sammenhæng mellem det politiske system og mediesystemet, (3) professionalisering af journalistikken samt (4) statens rolle, eksempelvis graden af statslig støtte til medierne.