Abstract
Artiklen introducerer begrebet 'den implicitte studerende', som indfanger det sæt af forventninger der findes, når en elev eller en studerende begynder på en uddannelse. Forventninger findes hos den studerende, hos lærerne samt i de undervisningsformer og i den opbygning som uddannelsen har. Den implicitte studerende er ikke en empirisk studerende, men en handlingsstruktur, som den studerende skal kunne handle i og udfylde for at realisere uddannelsen. Dermed er den implicitte studerende dén studerende, som uddannelsen og lærere forudsætter for at undervisningen og uddannelsen kan realiseres som intenderet. Der er ikke nødvendigvis tale om en bevidst forestilling, ligesom der kan være modsigelsesfulde billeder af den implicitte studerende. Begrebet kan åbne for en forståelse af hvad der sker, når elever eller studerende møder en uddannelsessammenhæng, og dermed for de inklusions- og eksklusionsprocesser, som finder sted i uddannelserne. Brugen af begrebet illustreres gennem to korte analyser i forhold til den naturvidenskabelige basisuddannelse på RUC og fysikstudiet ved Københavns Universitet.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Tidsskrift | Dansk pædagogisk tidsskrift |
Udgave nummer | 3 |
ISSN | 0904-2393 |
Status | Udgivet - 2004 |
Emneord
- uddannelsessociologi
- didaktik
- videregående uddannelser
- projektpædagogik