Cool-traditionen

Udviklingen og undersøgelsen af en teori om en cool-tradition i amerikansk jazz med fokus på 1920'erne og 1930'erne

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandlingForskning

Resumé

Afhandlingens fulde titel er Cool-traditionen. Udviklingen og undersøgelsen af en deltradition i amerikansk jazz med fokus på 1920’erne og 1930’erne. Afhandlingen præsenterer en tese om en cool-tradition i amerikansk jazz. Tesens grundantagelser er, at der gennem jazzhistorien findes en type jazz, som efter nærmere specifikation kan betegnes adækvat med ordet cool; at en væsentlig og sammenhængende del af en række fremtrædende musikeres musik er af denne type, og at de har inspireret og bygget videre på hinandens musik på en sådan måde, at der er grundlag for at udvikle et begreb om en cool-tradition. Traditionsbegrebet defineres i en svag betydning, fordi musikerne ikke har haft en stærk traditionsbevidsthed, og de har lånt fra andre typer jazz og andre musiktraditioner, herunder især visse former for kompositionsmusik og hvid populærmusik. Det antages også, at der parallelt hermed har eksisteret en hot-tradition. Afhandlingens tese er udgangspunkt for udviklingen af en teori til klassifikation og analyse af jazz. Teorien udgøres af flere komponenter. Afhandlingen består af tre store dele. I begyndelsen af I. del (ca. 170 s.) udvikles traditionsbegrebet med en skitsering af en ny historiografisk model, som er et alternativ til den konventionelle opfattelse af ‘cool jazz’ som et epokalt fænomen. Cool-traditionens konkrete historiske fysiognomi beskrives fra cool-idealets relativt begrænsede udbredelse før 1945 til en vækst fra slutningen af 40'erne, en aftagende tendens i slutningen af 50'erne og en ny opblomstring i begyndelsen af 70'erne ved ECM-musikkens opkomst. Den største komponent i teorien er klassifikationen af musikken. Klassifikationsrammen udvikles gennem et etymologisk og semantisk studium af adjektivet cool og dets metaforiske betydninger med brug af teori fra kognitiv semantik. Der anvendes et termodynamisk billedskema, der er baseret på et relationelt kontinuum mellem to poler og inddelt i tre zoner (kølig - middeltemperatur - varm). Den centrale metafor er ENERGI ER VARME, og den forbindes med psykologiske, emotionelle og kropslige tilstande og adfærdsformer. Begrebet ‘cool-ideal’ defineres i en systematisk beskrivelse af tre dimensioner og nogle generelle træk. Først beskrives cool-idealets emotionelle og psykologiske dimension, som karakteriseres ved et afspændt, kontrolleret og roligt udtryk, et lavt energi-niveau, og ved fintfølende, lyriske udtrykskarakterer. Det andet punkt er cool-idealets klangkarakter, som er afspændt, uforvrænget og forfinet. Det tredje punkt er cool-idealets rytmiske dimension, som også kendetegnes ved et lavt energi-niveau og en tilbagetrukken rytmegruppe. II. del (ca. 50 s.) koncentrerer sig om en anden vigtig komponent i teorien, og det er en definition af begrebet identitet. Gennem Amerikas historie har der været kulturelle udvekslinger mellem forskellige befolkningsgrupper, og det har ikke ført til en fuldstændig homogenitet, men til sammensatte identiteter, som på én gang er blandede og forskellige. Undersøgelsen rummer en kritik af monolitiske og etnocentriske identitetsbegreber. Teorien anvendes i III. del (ca. 230 s.) til undersøgelse af forløbet i cool-traditionen indtil ca. 1940. Den overordnede tese er, at musikken indgik i konstruktioner af nye identiteter blandt jazzmusikere og kan ses i lyset af generelle tendenser til opløsningen af raceskel i jazzkulturen, og at cool-idealet kan følges i kulturelle transformationer fra dets opkomst blandt hvide musikere i sidste halvdel af 20'erne til dets fremtrædelsesformer blandt sorte musikere i sidste halvdel af 30'erne. Der foretages detaljerede musikalske og kulturelle undersøgelser af indspilninger med først Bix Beiderbecke og Frank Trumbauer og dernæst Teddy Wilson og Lester Young.
OriginalsprogDansk
Udgivelses stedKøbenhavn
ForlagKøbenhavns Universitet
Antal sider565
StatusUdgivet - 2002
Udgivet eksterntJa

Citer dette

@phdthesis{c487f57052be11dba4bc000ea68e967b,
title = "Cool-traditionen: Udviklingen og unders{\o}gelsen af en teori om en cool-tradition i amerikansk jazz med fokus p{\aa} 1920'erne og 1930'erne",
abstract = "Afhandlingens fulde titel er Cool-traditionen. Udviklingen og unders{\o}gelsen af en deltradition i amerikansk jazz med fokus p{\aa} 1920’erne og 1930’erne. Afhandlingen pr{\ae}senterer en tese om en cool-tradition i amerikansk jazz. Tesens grundantagelser er, at der gennem jazzhistorien findes en type jazz, som efter n{\ae}rmere specifikation kan betegnes ad{\ae}kvat med ordet cool; at en v{\ae}sentlig og sammenh{\ae}ngende del af en r{\ae}kke fremtr{\ae}dende musikeres musik er af denne type, og at de har inspireret og bygget videre p{\aa} hinandens musik p{\aa} en s{\aa}dan m{\aa}de, at der er grundlag for at udvikle et begreb om en cool-tradition. Traditionsbegrebet defineres i en svag betydning, fordi musikerne ikke har haft en st{\ae}rk traditionsbevidsthed, og de har l{\aa}nt fra andre typer jazz og andre musiktraditioner, herunder is{\ae}r visse former for kompositionsmusik og hvid popul{\ae}rmusik. Det antages ogs{\aa}, at der parallelt hermed har eksisteret en hot-tradition. Afhandlingens tese er udgangspunkt for udviklingen af en teori til klassifikation og analyse af jazz. Teorien udg{\o}res af flere komponenter. Afhandlingen best{\aa}r af tre store dele. I begyndelsen af I. del (ca. 170 s.) udvikles traditionsbegrebet med en skitsering af en ny historiografisk model, som er et alternativ til den konventionelle opfattelse af ‘cool jazz’ som et epokalt f{\ae}nomen. Cool-traditionens konkrete historiske fysiognomi beskrives fra cool-idealets relativt begr{\ae}nsede udbredelse f{\o}r 1945 til en v{\ae}kst fra slutningen af 40'erne, en aftagende tendens i slutningen af 50'erne og en ny opblomstring i begyndelsen af 70'erne ved ECM-musikkens opkomst. Den st{\o}rste komponent i teorien er klassifikationen af musikken. Klassifikationsrammen udvikles gennem et etymologisk og semantisk studium af adjektivet cool og dets metaforiske betydninger med brug af teori fra kognitiv semantik. Der anvendes et termodynamisk billedskema, der er baseret p{\aa} et relationelt kontinuum mellem to poler og inddelt i tre zoner (k{\o}lig - middeltemperatur - varm). Den centrale metafor er ENERGI ER VARME, og den forbindes med psykologiske, emotionelle og kropslige tilstande og adf{\ae}rdsformer. Begrebet ‘cool-ideal’ defineres i en systematisk beskrivelse af tre dimensioner og nogle generelle tr{\ae}k. F{\o}rst beskrives cool-idealets emotionelle og psykologiske dimension, som karakteriseres ved et afsp{\ae}ndt, kontrolleret og roligt udtryk, et lavt energi-niveau, og ved fintf{\o}lende, lyriske udtrykskarakterer. Det andet punkt er cool-idealets klangkarakter, som er afsp{\ae}ndt, uforvr{\ae}nget og forfinet. Det tredje punkt er cool-idealets rytmiske dimension, som ogs{\aa} kendetegnes ved et lavt energi-niveau og en tilbagetrukken rytmegruppe. II. del (ca. 50 s.) koncentrerer sig om en anden vigtig komponent i teorien, og det er en definition af begrebet identitet. Gennem Amerikas historie har der v{\ae}ret kulturelle udvekslinger mellem forskellige befolkningsgrupper, og det har ikke f{\o}rt til en fuldst{\ae}ndig homogenitet, men til sammensatte identiteter, som p{\aa} {\'e}n gang er blandede og forskellige. Unders{\o}gelsen rummer en kritik af monolitiske og etnocentriske identitetsbegreber. Teorien anvendes i III. del (ca. 230 s.) til unders{\o}gelse af forl{\o}bet i cool-traditionen indtil ca. 1940. Den overordnede tese er, at musikken indgik i konstruktioner af nye identiteter blandt jazzmusikere og kan ses i lyset af generelle tendenser til opl{\o}sningen af raceskel i jazzkulturen, og at cool-idealet kan f{\o}lges i kulturelle transformationer fra dets opkomst blandt hvide musikere i sidste halvdel af 20'erne til dets fremtr{\ae}delsesformer blandt sorte musikere i sidste halvdel af 30'erne. Der foretages detaljerede musikalske og kulturelle unders{\o}gelser af indspilninger med f{\o}rst Bix Beiderbecke og Frank Trumbauer og dern{\ae}st Teddy Wilson og Lester Young.",
author = "Fabian Holt",
year = "2002",
language = "Dansk",
publisher = "K{\o}benhavns Universitet",

}

Cool-traditionen : Udviklingen og undersøgelsen af en teori om en cool-tradition i amerikansk jazz med fokus på 1920'erne og 1930'erne. / Holt, Fabian.

København : Københavns Universitet, 2002. 565 s.

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandlingForskning

TY - BOOK

T1 - Cool-traditionen

T2 - Udviklingen og undersøgelsen af en teori om en cool-tradition i amerikansk jazz med fokus på 1920'erne og 1930'erne

AU - Holt, Fabian

PY - 2002

Y1 - 2002

N2 - Afhandlingens fulde titel er Cool-traditionen. Udviklingen og undersøgelsen af en deltradition i amerikansk jazz med fokus på 1920’erne og 1930’erne. Afhandlingen præsenterer en tese om en cool-tradition i amerikansk jazz. Tesens grundantagelser er, at der gennem jazzhistorien findes en type jazz, som efter nærmere specifikation kan betegnes adækvat med ordet cool; at en væsentlig og sammenhængende del af en række fremtrædende musikeres musik er af denne type, og at de har inspireret og bygget videre på hinandens musik på en sådan måde, at der er grundlag for at udvikle et begreb om en cool-tradition. Traditionsbegrebet defineres i en svag betydning, fordi musikerne ikke har haft en stærk traditionsbevidsthed, og de har lånt fra andre typer jazz og andre musiktraditioner, herunder især visse former for kompositionsmusik og hvid populærmusik. Det antages også, at der parallelt hermed har eksisteret en hot-tradition. Afhandlingens tese er udgangspunkt for udviklingen af en teori til klassifikation og analyse af jazz. Teorien udgøres af flere komponenter. Afhandlingen består af tre store dele. I begyndelsen af I. del (ca. 170 s.) udvikles traditionsbegrebet med en skitsering af en ny historiografisk model, som er et alternativ til den konventionelle opfattelse af ‘cool jazz’ som et epokalt fænomen. Cool-traditionens konkrete historiske fysiognomi beskrives fra cool-idealets relativt begrænsede udbredelse før 1945 til en vækst fra slutningen af 40'erne, en aftagende tendens i slutningen af 50'erne og en ny opblomstring i begyndelsen af 70'erne ved ECM-musikkens opkomst. Den største komponent i teorien er klassifikationen af musikken. Klassifikationsrammen udvikles gennem et etymologisk og semantisk studium af adjektivet cool og dets metaforiske betydninger med brug af teori fra kognitiv semantik. Der anvendes et termodynamisk billedskema, der er baseret på et relationelt kontinuum mellem to poler og inddelt i tre zoner (kølig - middeltemperatur - varm). Den centrale metafor er ENERGI ER VARME, og den forbindes med psykologiske, emotionelle og kropslige tilstande og adfærdsformer. Begrebet ‘cool-ideal’ defineres i en systematisk beskrivelse af tre dimensioner og nogle generelle træk. Først beskrives cool-idealets emotionelle og psykologiske dimension, som karakteriseres ved et afspændt, kontrolleret og roligt udtryk, et lavt energi-niveau, og ved fintfølende, lyriske udtrykskarakterer. Det andet punkt er cool-idealets klangkarakter, som er afspændt, uforvrænget og forfinet. Det tredje punkt er cool-idealets rytmiske dimension, som også kendetegnes ved et lavt energi-niveau og en tilbagetrukken rytmegruppe. II. del (ca. 50 s.) koncentrerer sig om en anden vigtig komponent i teorien, og det er en definition af begrebet identitet. Gennem Amerikas historie har der været kulturelle udvekslinger mellem forskellige befolkningsgrupper, og det har ikke ført til en fuldstændig homogenitet, men til sammensatte identiteter, som på én gang er blandede og forskellige. Undersøgelsen rummer en kritik af monolitiske og etnocentriske identitetsbegreber. Teorien anvendes i III. del (ca. 230 s.) til undersøgelse af forløbet i cool-traditionen indtil ca. 1940. Den overordnede tese er, at musikken indgik i konstruktioner af nye identiteter blandt jazzmusikere og kan ses i lyset af generelle tendenser til opløsningen af raceskel i jazzkulturen, og at cool-idealet kan følges i kulturelle transformationer fra dets opkomst blandt hvide musikere i sidste halvdel af 20'erne til dets fremtrædelsesformer blandt sorte musikere i sidste halvdel af 30'erne. Der foretages detaljerede musikalske og kulturelle undersøgelser af indspilninger med først Bix Beiderbecke og Frank Trumbauer og dernæst Teddy Wilson og Lester Young.

AB - Afhandlingens fulde titel er Cool-traditionen. Udviklingen og undersøgelsen af en deltradition i amerikansk jazz med fokus på 1920’erne og 1930’erne. Afhandlingen præsenterer en tese om en cool-tradition i amerikansk jazz. Tesens grundantagelser er, at der gennem jazzhistorien findes en type jazz, som efter nærmere specifikation kan betegnes adækvat med ordet cool; at en væsentlig og sammenhængende del af en række fremtrædende musikeres musik er af denne type, og at de har inspireret og bygget videre på hinandens musik på en sådan måde, at der er grundlag for at udvikle et begreb om en cool-tradition. Traditionsbegrebet defineres i en svag betydning, fordi musikerne ikke har haft en stærk traditionsbevidsthed, og de har lånt fra andre typer jazz og andre musiktraditioner, herunder især visse former for kompositionsmusik og hvid populærmusik. Det antages også, at der parallelt hermed har eksisteret en hot-tradition. Afhandlingens tese er udgangspunkt for udviklingen af en teori til klassifikation og analyse af jazz. Teorien udgøres af flere komponenter. Afhandlingen består af tre store dele. I begyndelsen af I. del (ca. 170 s.) udvikles traditionsbegrebet med en skitsering af en ny historiografisk model, som er et alternativ til den konventionelle opfattelse af ‘cool jazz’ som et epokalt fænomen. Cool-traditionens konkrete historiske fysiognomi beskrives fra cool-idealets relativt begrænsede udbredelse før 1945 til en vækst fra slutningen af 40'erne, en aftagende tendens i slutningen af 50'erne og en ny opblomstring i begyndelsen af 70'erne ved ECM-musikkens opkomst. Den største komponent i teorien er klassifikationen af musikken. Klassifikationsrammen udvikles gennem et etymologisk og semantisk studium af adjektivet cool og dets metaforiske betydninger med brug af teori fra kognitiv semantik. Der anvendes et termodynamisk billedskema, der er baseret på et relationelt kontinuum mellem to poler og inddelt i tre zoner (kølig - middeltemperatur - varm). Den centrale metafor er ENERGI ER VARME, og den forbindes med psykologiske, emotionelle og kropslige tilstande og adfærdsformer. Begrebet ‘cool-ideal’ defineres i en systematisk beskrivelse af tre dimensioner og nogle generelle træk. Først beskrives cool-idealets emotionelle og psykologiske dimension, som karakteriseres ved et afspændt, kontrolleret og roligt udtryk, et lavt energi-niveau, og ved fintfølende, lyriske udtrykskarakterer. Det andet punkt er cool-idealets klangkarakter, som er afspændt, uforvrænget og forfinet. Det tredje punkt er cool-idealets rytmiske dimension, som også kendetegnes ved et lavt energi-niveau og en tilbagetrukken rytmegruppe. II. del (ca. 50 s.) koncentrerer sig om en anden vigtig komponent i teorien, og det er en definition af begrebet identitet. Gennem Amerikas historie har der været kulturelle udvekslinger mellem forskellige befolkningsgrupper, og det har ikke ført til en fuldstændig homogenitet, men til sammensatte identiteter, som på én gang er blandede og forskellige. Undersøgelsen rummer en kritik af monolitiske og etnocentriske identitetsbegreber. Teorien anvendes i III. del (ca. 230 s.) til undersøgelse af forløbet i cool-traditionen indtil ca. 1940. Den overordnede tese er, at musikken indgik i konstruktioner af nye identiteter blandt jazzmusikere og kan ses i lyset af generelle tendenser til opløsningen af raceskel i jazzkulturen, og at cool-idealet kan følges i kulturelle transformationer fra dets opkomst blandt hvide musikere i sidste halvdel af 20'erne til dets fremtrædelsesformer blandt sorte musikere i sidste halvdel af 30'erne. Der foretages detaljerede musikalske og kulturelle undersøgelser af indspilninger med først Bix Beiderbecke og Frank Trumbauer og dernæst Teddy Wilson og Lester Young.

M3 - Ph.d.-afhandling

BT - Cool-traditionen

PB - Københavns Universitet

CY - København

ER -