Coercion in Psychiatry: A qualitative study of socialization, normativity and relationships in the psychiatric institution

Afhandlingen ”Tvang i psykiatrien - En kvalitativ undersøgelse af socialisering, normativitet og relationer i den psykiatriske institution” tager diskussionen om tvang i psykiatrien op fra en socialisations teoretisk udforskning af de institutionaliserede normative begrundelser for tvang mellem patienter og fagpersoner i psykiatrisk praksis. Mere specifikt undersøger afhandlingen, hvordan både formelle tvangsforanstaltninger og subtile tvangsprocesser konstitueres institutionelt gennem interaktioner mellem patienter og professionelle, gennem organiseringen af den psykiatriske praksis, samt gennem ideer om psykisk sygdom, rationalitet og farlighed. På denne måde er det overordnede formål at opnå indsigt i de normative dynamikker forbundet med tvang, men ikke at bedømme tvangspraksis på trods af deres etiske implikationer.

Afhandlingen er baseret på en etnografisk feltarbejde af fire lukkede døgnafdelinger og en psykiatrisk skadestue i Region Sjælland i Danmark i 2020 og 2021. Feltarbejdet varede fire måneder og involverede deltagerobservation og interviews. Afhandlingen undersøger, hvordan patienter og professionelle konfronteres med normative praksisser, og den diskuterer den samfundsmæssige forankring af disse foranstaltninger og implikationer for fagene. Med udgangspunkt i Norbert Elias og Jürgen Habermas, undersøger afhandlingen, hvordan patienter og professionelle konfronteres med civiliserende ambitioner og institutionaliserede rationaler i situationer med formelle tvangsforanstaltninger og subtile tvangsprocesser.

Afhandlingen peger på, at det institutionelle setup og den normative baggrund i den psykiatriske institution og praksis fordrejer og forvrider mulighederne for, at relationen mellem patienter og personale kan være præget af en demokratisk og humanistisk intersubjektivitet. Ydermere peger afhandlingen på, at tvang er mere end de konkrete og umiddelbare situationer med formel tvang; tvang er også til stede, når den er fraværende. Det er den gennem en konstant risiko for tvang og gennem de kollektivt delte erfaringer med og viden om tvang. Det foreslås at forstå tvang ud over dets umiddelbarhed, som et dynamisk fænomen, der har betydning for erfaringer med og begrundelser for tvang, og som bliver en væsentlig del af det levede nu. Endvidere argumenteres det for, hvordan tvang også eksisterer i processer af subtil tvang, som er konstitueret i kommunikative interaktioner mellem patienter og professionelle. Endelig argumenteres der for, at subtil tvang konstitueres i relationen mellem patienter og personale som en følgevirkning af ’succesfulde’ bestræbelser på at reducere formelle tvangsforanstaltninger.

Det diskuteres hvordan formel tvang er blevet installeret politisk såvel som i forskningen som noget, der er ultimativt forkert, og som bør reduceres eller i bedste fald helt afskaffes. Et bidrag fra denne afhandling er et argument for, hvordan disse bestræbelser har ’black boxet' tvangsbegrebet og i denne bestræbelse, mistes nuancerne af, hvad fænomenet tvang er i praksis, og hvordan det fungerer mellem mennesker i hverdagens levede liv. En implikation er, at kun formelle tvangsforanstaltninger begrebsliggøres som noget, der skal og kan reduceres. Tvang er et ekstremt paradoksalt fænomen, idet bestræbelser på at reducere tvang producerer tvang. Dette paradoks giver anledning til at genbesøge tvang på et konceptuelt niveau i forskning og praksis