BURN IT DOWN: Anti-Systemic Narratives and Counterpublics in Digital Alternative Information Environments

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandling

Abstract

Denne artikel-baserede afhandling undersøger udbredelsen og relevansen af anti-systemiske narrativer i digitale alternative informationsmiljøer. Anti-systemiske narrativer er defineret ved at udfordre normer, værdier, praksisser og repræsentanter for den herskende socio-økonomiske orden. Afhandlingen undersøger og diskuterer alternativ nyhedsmediers rolle i bidraget til anti-
systemiske modoffentligheder. Gennem fem artikler, der hvert behandler forskellige teoretiske eller empiriske spørgsmål, søger denne afhandling samlet set at etablere hvordan vi bør forstå, tænke og tale om ”anti-systemiskhed” i medie- og kommunikationskontekster som et begreb og fænomen i sig selv. Ofte tages betydningen af anti-systemiskhed for givet eller misforstås som en form for modstilling til liberale demokratiske værdier og institutioner. Eftersom anti-
systemiskhed i denne betydning ikke tidligere er blevet undersøgt systematisk, bidrager afhandlingen med en grundig undersøgelse af spredningen af anti-systemiske narrativer og anti-systemiske modoffentligheder i et komparativt perspektiv med fokus på fire europæiske lande (Danmark, Sverige, Tyskland og Østrig) og ni forskellige sociale medieplatforme. I afhandlingen undersøges anti-systemiske processer og kollektive handlingsformer fra forskellige perspektiver for at etablere en sammenhængende analytisk ramme til at undersøge betingelser, manifestationer og konsekvenser af anti-systemiskhed i bredere digitale
informationsmiljøer.

I den første artikel (Artikel I) udvikles begrebet ”anti-systemiske modoffentligheder” som arenaer for produktion og cirkulation af diskurs, der specifikt søger at undergrave legitimiteten i det etablerede socio-politiske system. Selvom modoffentligheder ofte defineres ved deres indadvendte (identitetsdannende) og udadvendte (dagsordenssættende) kommunikationsform,
argumenterer afhandlingen for, at modoffentligheder også bør analyseres ud fra diskursive, positionelle og performative dimensioner, der udgør tre konstitutive elementer i forskellige former for modoffentligheder.

Med udgangspunkt i et omfattende social-medie datasæt med mere end 900 millioner opslag og kommentarer fra ni platforme indsamlet mellem 2019 og 2022, udforsker og kortlægger afhandlingen delinger og bevægelser af information i alternative informationsmiljøer. Afhandlingens udforskning og kortlægning af informationsmiljøer bygger på netværksanalyse,
automatiserede tekstværktøjer og kunstig intelligens til at analysere store datamængder. Alternative informationsmiljøer er defineret som omfattende netværk, der går på tværs af platforme, og som er karakteriseret ved, men ikke begrænset til, udbredelsen af og interaktionen med indhold fra alternative nyhedsmedier. Disse miljøer er kendetegnet ved deres fokus på alternative nyhedsmediernes indhold og anti-hegemonisk diskurs, der ofte udfordrer eller
tilbyder perspektiver uden for mere mainstream mediefortællinger og dominerende politisk diskurs.

Artikel II demonstrerer de komplekse relationer mellem anti-systemiske modoffentligheder og politisk mainstream diskurs, og understreger hvordan mainstream indhold i højere grad end antaget cirkuleres i alternative informationsmiljøer. Artikel III viser, hvordan anti-systemiske narrativer bidrager til informationsdeling på tværs af forskelligartede ideologiske grupper inden
for digitale miljøer. Den fremhæver disse narrativers evne til at bygge bro på tværs af ideologiske grupperinger. Artikel IV demonstrerer, hvordan anti-systemiske narrativer påvirkede det yderste højre før, under og efter COVID-19 pandemien og understreger derved, hvordan anti-systemiske narrativer var med til at skabe forudsætningerne for permanente ændringer for det digitale yderste højre. Artikel V viser, hvordan cirkulationen af anti-systemiske narrativer og modoffentligheder i alternative informationsmiljøer opnår geopolitisk relevans som mål for udenlandsk-støttede medieoperationer. Det understreger påvirkning af
alternative informationsmiljøer i hybrid informationskrig.

Samlet set bidrager disse studier til medie- og kommunikationsstudier, samt underfelter inden for informationsstudier, statskundskab og sociologi ved at gennemføre en systematisk undersøgelse af ”anti-systemiskhed” i relation til modoffentligheder, informationsdeling i alternative nyhedsmiljøer og mediering af politiske diskurser. Bidraget har implikationer for komparativ forskning i modoffentligheder, alternative nyhedsmedier og informationsdeling i
gennem digitale informationsmiljøer samt for praktikere, der arbejder med politisk ekstremisme på tværs af platforme og lande
OriginalsprogEngelsk
UdgivelsesstedRoskilde
ForlagRoskilde Universitet
Antal sider313
StatusUdgivet - dec. 2024

Bibliografisk note

Vejledere: Eva Mayerhöffer & Jannie Møller Hartley

Emneord

  • Anti-systemiskhed
  • Digitale medier

Citer dette