Borgerne som modmagt i planlægningen

Artiklen fremstiller en kommunikativ planteori, hvori borgernes magt anskues som en ressource, der fremmer langsigtethed i modsætning til kortsigtede investorinteresser i den offentlige planlægning. Først skitseres tre overordnede planparadigmer – traditionel synoptisk, inkrementel og deltagerorienteret planlægning. Hertil føjes en kritisk diskussion af forskellige teorier inden for det sidstnævnte. I lyset heraf hævdes det, at planlæggende myndigheder oftest ser borgerdeltagelsen som et problem frem for et potentiale. Artiklen gør op med et sådant syn og bestemmer a) planbegrebet ud fra en habermasiansk teori om den kommunikative handlen og magt, b) viser, at borgernes deltagelse er nødvendig for at sikre de etiske og æstetiske rationaliteters inddragelse i planprocessen, og c) at borgerne kan udgøre en modmagt til kortsigtede investorinteresser i planlægningen, ved d) at styrke hensynet til langsigtede løsninger og almene goder. Derved bliver kommunikativ planlægning en alternativ position hvad angår magt. Dette ses som en strukturel nødvendighed til sikring af bæredygtighed og demokratisk retfærdighed i planlægningen. Artiklen begrebsliggør forskellen på planlægning og politik og viser, hvorfor magt må begribes forskelligt i de to tilfælde, da magt i det førstnævnte konstitueres i den aktuelle proces og ikke er givet på forhånd. Det gør det muligt for borgerne at påvirke planprocessen på en meget mere direkte facon.