Baudrillard og pædagogik: Fatal etnografi

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportBogForskningpeer review

Abstract

Bogen, der bygger på min disputats Pædagogikkens Andet falder i to dele. Del 1 introducerer til og placerer videnskabsteoretisk de af Baudrillards begreber, jeg vælger at arbejde med som grundlag for fatal etnografi. I kapitel 1 vender jeg mig mod Baudrillards ’objekt’, der er grundkategori i analyserne af moderne forbrugersamfund og som ligger forbinder sig med simulation, simulakre, og det hypervirkelige. Den skelnen, jeg arbejder med mellem Pædagogikkens Første og Pædagogikkens Andet gør det tydeligt, hvordan de perspektiver vi kan udlede af Baudrillard grundlæggende bryder med den modernistiske tænkning, pædagogik er forankret i. Mens i Pædagogikkens Første skole analyseres som institution, med begreber om magt, læring og dannelse bliver skole i Baudrillards optik til en hypervirkelig verden af prolifererende tegn og simulation, Pædagogikken Andet. Efter ’objektet’ følger i kapitel 2, ’forførelse’, som jeg foreslår, vi anvender som perspektiv på ’subjektet’, og som jeg knytter til Baudrillards arbejde med ’den anden’ og ’den samme’. Det er også her, jeg placerer Baudrillard i et sociologisk, filosofisk felt i forhold til arven fra Kant - og Nietzsche og som modpol til Habermas’ kommunikative rationalitet. ’Glem Foucault’, som er titlen på en af Baudrillards kontroversielle udgivelser placerer Baudrillard i forhold til poststrukturalismen (Baudrillard 2007). I kapitel tre udfolder jeg og viser konkrete eksempler fra min egen forskning på, hvordan vi skal forstå Pædagogikkens Første, hvordan den har fået udtryk i min og andres forskningsmæssige bidrag. Derefter introducerer jeg til repræsentationsproblematikken, som den blandt blev taget op af antropologer, der hørte til den såkaldte litterære vending og i øvrigt er en udfordring for uddannelsesforskere fra den såkaldte post-kvalitative tradition. Jeg foreslår i den forbindelse endnu en skelnen mellem virkelighedsetnografi, der hører Pædagogikkens Første til og fatal etnografi, der er de metodologiske implikationer af Pædagogikkens Andet. Afsnittet rummer desuden en kritisk udfordring og diskussion af pædagogisk antropologi – udfordret af fatal etnografi. I kapitel 4 er vi så nået frem til den del af Baudrillards arbejde, jeg bruger til at løfte en særlig metodologi position igennem, som jeg udvikler med ’teori som fiktion’, social poetik og det umulige bytte.
I del 2 er vi ’færdige’ med Baudrillard. Jeg har været igennem de ideer og begreber jeg skal bruge for så at vise hvordan, vi kan arbejde videre med det, Baudrillard har efterladt sig. Jeg er nået frem til det eksperiment, bogen danner ramme om. Og det udfoldes over to kapitler. Først præsenterer jeg læseren for forskningslitteratur, hvor Sydkorea, Danmark og Zambia præsenteres med uddannelsesforskning, der hører ind under Pædagogikkens Første. Pointen er så efterfølgende at skrive Sydkorea, Danmark og Zambia frem med Pædagogikkens Andet, i fragmenter. I Fatal Etnografi samler jeg op på, hvilke implikationer denne skelnen mellem Pædagogikkens Første og virkelighedsetnografi på den ene side og Pædagogikkens Andet og fatal etnografi på den anden har for det pædagogiske etnografiske projekt i en postfaktuel tidsalder. Findes der en plads til etnografien i en tid hvor - skelnen mellem - videnskab og kunst er brudt sammen?
OriginalsprogDansk
Udgivelses stedKøbenhavn
ForlagHans Reitzels Forlag
Antal sider232
ISBN (Trykt)978-87-412-6925-2
StatusUdgivet - 21 jun. 2018

Emneord

  • Etnografi
  • Baudrillard
  • metodologi
  • post-humanisme

Citer dette