At få begrebet mening til at give mening i en praksisteoretisk ramme

Begrebet mening er et af de mest artsdefinerende for os mennesker. Spørgsmål om mening er i spil i alle aspekter af vores liv, i alle vores handlinger, følelser og tanker. Ja, man kan i en vis forstand sige, at vi mennesker er dømt til mening, idet vi slet ikke kan lade være med at prøve at forstå den verden, vi er del af, ved at tolke, forbinde og kodificere de fænomener, vi støder på. For os mennesker er meningsforholdet uomgængeligt. Ikke desto mindre er det svært at blive klog på. For ikke alene er begrebet uhyre svært at afgrænse. På paradoksal vis er det samtidig et forhold, videnskaben historisk har brugt megen energi på at ignorere, udgrænse og indsnævre. Men hvad sker der, hvis vi sætter meningsbegrebet i centrum af vores selvforståelse og omverdens forhold? Hvad indebærer det og hvordan skal vi gribe det an? Det er nogle af de spørgsmål denne artikel diskuterer. Det sker ud fra en såkaldt praksisteoretisk tilgang, der argumenterer for, at vores forsøg på at få ting til at give mening, har afsæt i de handlesammenhænge vi indgår i, i hverdagen og vores daglige praksis.