Aktivitet – et forsvar mod dødelighed? ’Aktiv aldring’ er et ideal både kulturelt og i ældreplejen, men kan også bruges som et personligt forsvar mod svækkelsens skræmmende nærvær

Artiklen præsenterer to indbyrdes forbundne analyser: Først en analyse af den bærende artikel i en officiel publikation med temaet ’aktiv aldring’, der peger på, at betegnelsen ’aktiv aldring’ kan siges at indeholde forestillinger om udødelighed. Dernæst analyseres etnografisk materiale fra kommunale dagcentre for ældre, hvor der i øjeblikket foregår en omstillingsproces i retning af at ansvarliggøre svækkede ældre mennesker som deltagere i daglige aktiviteter. Observationer fra dagcentre udfordrer antagelsen om, at disse ældre kan og vil være aktive, hvis bare de motiveres tilstrækkeligt for det, mens der i de udvalgte medarbejderinterviews etableres en modsætning mellem aktivitet som forbundet med selv-ansvarlighed overfor passivitet som forbundet med manglende ansvarlighed. Denne opfattelse kan bevirke en uopmærksomhed på, at ikke alle ældre kan leve op til de normative forventninger om ’aktiv aldring’. Desuden bliver medarbejdernes rolle som omsorgsudøvere nedtonet. Diskursen om aktiv aldring kan dermed komme til både at legitimere og tilskynde til en ansvarsforflyttelse fra personalet over på de ældre, der kommer i centrene.