Aktiv aldring: en sundhedsskabende eller usynliggørende diskurs?

Diskursen om aktiv aldring, den tilknyttede viden og tænkning, samt de deraf ændrede praksisformer, kan ses som et forsøg på at lette demografiske udfordringer i form af en aldrende befolkning. Gennem kritisk diskursanalyse af udvalgte dokumenter vises en påfaldende blindhed overfor forhold, der er af væsentlig betydning for vores sundhed og levealder, herunder for hvordan og hvornår vi ældes, fx betydningerne af uddannelse, social position, netværk/relationer og køn. Når den attråværdige alderdom entydigt fremstilles som den ”aktive” usynliggøres, at ældres muligheder for at leve op til dens normative idealer er ulige distribueret. Sider af alderdommen fraspaltes, og det bliver vanskeligt at forstå de liv, der ikke lever op til normen som meningsfulde.