A Migrating Species? Or 'Dort, wo du nicht bist, dort ist das Glück'

Så langt øjet rækker tilbage i historien har der været modsætninger mellem det bofaste og det vandrende menneske. Kain og Abel er en af de tidlige skriftlige fortællinger – myten om den første bonde og den første nomade, og det første mord, oven på hvilket Kains efterkommere – menneskeheden? – er dømt til evigt at flakke omkring på denne jord. Uanset de dybere årsager udviklede historien sig til en endeløs manifestation af omkringflakken: bosættelser og erobringer, udplyndringer og folkefortrængninger, eksileringer og underkuelser, koloniseringer og babylonske fangenskaber. Først erobrede Rom resten af verden, så erobrede resten af verden Rom. Selvom dette træk – migration – altså er et evigt træk i menneskehedens historie, har det aldrig ført til en forståelse eller accept “de fremmede” blandt den modtagende del af klodens befolkning. Hans Magnus Enzensberger har diskuteret dette i forbindelse med en “togkupé-metafor” – vores umiddelbare reaktion, når nogen “trænger sig ind” på “vores territorium” i toget. Enzensbergers vinkel er Vestens i den moderne, globaliserede verden. I Europa spildte vi igennem århundrederne vores befolkningsoverskud over i de andre kontinenter, men nu er bordet vendt, og de andre civilisationer spilder deres overskud over i vores. Dermed er bordet også vendt rent moralsk, migration bliver lig med immigration, og immigranten er et uafviseligt problem. Meget afhænger af, hvad fremtiden har at byde på: multikulturalisme, eller civilisationernes sammenstød? Den, der lever, vil se.