Projektet omhandler (mis)tillid i socialt arbejde med udsatte børn og unge:
Kommunerne er ikke en dyt til at stole på. De skriver alt ned, hvad du siger, og de drejer det, så det passer ind i deres små forskruede hoveder, og når de laver "fejl", så er det noget, man har sagt, for de kan ikke lave fejl!!! (..) Man har virkelig ikke nogen voksen at gå til med sine problemmer, for alle de voksne i systemet skal rapportere videre til dem højere oppe
Adda, 19 år. www.boernetinget.dk
Dette udsagn indfanger et alvorligt problem i indsatsen for socialt udsatte børn og unge: Nemlig, at en del af dem oplever slet ikke at blive set, hørt og forstået. Sådanne oplevelser giver børnene en grundlæggende mistillid til ”systemet” og voksne som sådan. Konsekvenen kan blive, at de vender ”systemet” og voksensamfundet ryggen. Dermed får det alvorlige følger for børnenes livskvalitet, deres deltagelse og medborgsskab, herunder for deres mulighed for at få hjælp og støtte til at håndtere et i forvejen vanskeligt liv.
Netop dette problem er afsættet for forskningsprojektet ”Tillid i socialt arbejde med socialt udsatte børn”. I projektet undersøges det, hvad der befordrer og hindrer tillid mellem børn og socialarbejdere. Projektet lægger vægt på børnenes egne perspektiver, men inddrager også interview med socialarbejdere og f.eks. forældre samt dokumentstudier af de lovgivningsmæssige og kommunale rammer for arbejdet.