The Linguistic Negotiation of Truth in Danish Criminal Trials (DFF – 1321-00180)

Projektet ’The Linguistic Negotiation of Truth in Danish Criminal Trials’ er et sprogvidenskabeligt forskningsprojekt om interaktionen i danske retssager, finansieret af Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation (DFF – 1321-00180). Projektet, som er det første af sin art i Danmark, bygger på autentiske data indsamlet fra bl.a. Retten på Frederiksberg og Retten i Roskilde såvel som enkelte amerikanske domstole.

På baggrund af nærsproglige analyser af lydoptagelser og transskriptioner fra en række strafferetssager har projektet genereret viden om bl.a. danske vidners brug af sproglige sikkerheds- og usikkerhedsmarkører, anklageres og forsvarsadvokaters spørgestil og responsmønstre og adskillige andre aspekter af de stridende parters sproglige magtkampe og argumentations- og framingstrategier. Endvidere har projektet involveret sammenligninger med amerikansk retssalsinteraktion, bl.a. med henblik på at afdække og forklare den særlige uformelle og – på overfladen – konsensussøgende interaktionelle atmosfære, der synes at kendetegne dansk retssalskultur.

Et mere generelt formål med projektet har været - i samarbejde med kolleger fra bl.a. Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Cardiff University (UK) og Hofstra University (USA) - at udbrede retslingvistikken som et sprogvidenskabeligt felt i Danmark, i forsknings- såvel som studieøjemed. Således har projektet været involveret i afholdelsen af flere internationale retslingvistiske symposier, konferencer og netværksmøder med feltets førende forskere, både i Danmark og udlandet. Samtidig har projektets teoretiske forankringer og adgang til retssalsdata dannet ramme om adskillige studenterprojekter samt løbende udveksling af gæsteundervisning inden for retslingvistikkens forskellige delområder. Endelig har projektets fokus på retssalsinteraktion vakt mediernes interesse og givet ophav til dækning i landsdækkende aviser, magasiner og radio.

Baggrund
Sprogbrugen i retssager har eksisteret som et akademisk felt i hvert fald lige så længe som retorikken, der oprindelig regnede den juridiske tale (genus iucidale) som en af talekunstens tre grundlæggende genrer.

Mens det traditionelle parløb mellem jura og retorik overvejende har fokuseret på anklageres og advokaters sagsfremstilling, kom retsmødets betydningsfulde sproglig-interaktionelle aspekter først på den videnskabelige dagsorden i løbet af 1970’erne. Eksperimentelle studier af retsafhøringer viste for eksempel, at vidner, der brugte visse – isoleret set upåfaldende – sproglige valg og registre, samlet set kom til at fremstå mindre kompetente, sympatiske og i sidste ende troværdige hos modtagerne.Studierne viste også at måden en anklager eller advokat formulerer sit spørgsmål på kan påvirke øjenvidners erindringer. To grupper af studerende blev forevist et filmklip med et bilsammenstød; herefter blev den ene gruppe spurgt (her oversat fra engelsk): ’Omtrent hvor hurtigt kørte bilerne, da de stødte sammen?’, mens den anden gruppe blev spurgt: ’Omtrent hvor hurtigt kørte bilerne, da de smadrede sammen?’ Den sidstnævnte gruppe anslog i gennemsnit en væsentligt højere hastighed. Grupperne blev også spurgt hhv. om de så ’knuste forlygter’, og om de så ’de knuste forlygter’, hvortil langt flere fra den sidstnævnte gruppe end fra den førstnævnte svarede ja, selvom filmklippet slet ikke havde vist knuste forlygter.
Samtidig begyndte mere empirisk forankrede forskningstilgange til retssalsinteraktion at tage fart. Blandt andet viste konversationsanalytiske studier af navnlig amerikanske og britiske retssalsoptagelser, hvordan vidneafhøringer er underlagt særlige interaktionelle normer, der adskiller dem markant fra andre slags samtaler, dagligdags som institutionelle. For eksempel er taleturene fastlagt på forhånd, og det samme er samtaleparternes kommunikative beføjelser: Afhøreren skal stille spørgsmål, og vidnet skal svare – medmindre det er den tiltalte, som hverken behøver svare eller tale sandt – hvorefter turen går tilbage til afhøreren. I en direkte afhøring (direct examination eller examination-in-chief) skal vidnet forklare sammenhængende og uden personlig vurdering, hvad han har set og hørt, og afhøreren må ikke stille ledende eller ladede spørgsmål. Det må hun til gengæld gerne – i angelsaksiske retssale – under den fjendtlige modafhøring (cross-examination), som netop har til formål at udfordre og underminere vidnets forklaring og troværdighed. Endelig er mønstrene for meningsskabelse og inferenser under vidneafhøringer særlige, idet de fleste ytringer kan og vil blive tolket som (led i) anklage- eller forsvarsstrategier, både af samtaleparterne og af dommerne, der lytter. Eksempelvis vil et spørgsmål som ’Er du højrehåndet?’ næppe blive forstået som et ærligt udtryk for en vidensinteresse – spørgeren kender formentlig godt svaret i forvejen og har alene til hensigt at fremhæve det i en bestemt kontekst, fx at den forurettede blev slået med en venstrehånd.
De særlige egenskaber ved retssalsinteraktion har givet ophav til en bred vifte af sprogligt funderede forskningsområder, bl.a. inden for pragmatik, etnografi, retssociologi, retorik, kritisk diskursanalyse, funktionel lingvistik, socialpsykologi og professionel didaktik.I Danmark er sprogbrugen i retssager et relativt nyt oguudviklet sprogvidenskabeligt forskningsområde, blandt andet fordi mulighedernefor at få adgang til empiriske data – fx lydoptagelser fra retsmøder – erstærkt begrænsede. Dog har visse juridisk og psykologisk forankredebehandlinger af sproglige problemstillinger, fx spørgsmålstyper, såvel somretoriske fremstillinger eksisteret i længere tid. Empirisk, kvalitativ sprogforskningi danske retssager har – med undtagelse af enkelte behandlinger af danskretstolkning – ikke været igangsat forud for dette projekt.