De digitale transformationer af den sociale livsverden forandrer betingelserne for vores tillidsrelationer radikalt. DIS-TRUST undersøger filosofisk, hvordan tillidsteorier, der er udviklet med en analog verden som pejlemærke, passer til den digitale verdens udfordringer.
Med udgangspunkt i de begrebslige diskussioner af tillidsteorier udvikler DIS-TRUST nye modeller og begreber til analysen af tillid i en digitalt medieret verden, hvor vores dagligdags handlinger i stigende grad er prægede og påvirkede af digitale teknologier. For at indfri ambitionen om at skabe nye tidssvarende tillidsbegreber og -modeller kombinerer DIS-TRUST det filosofiske begrebsarbejde med empiriske casestudier.
DIS-TRUST tager udgangspunkt i fire cases: mellemmenneskelig tillid medieret af sociale medier og gennem rejseplatforme, borgeres tillid til den kommunale sagsbehandling, samt borgerne/forbrugernes tillid til digitale services. Casestudierne og de teoretiske tillidsbegreber danner grundlag for at undersøge, hvordan det enkelte menneskes mulighedsbetingelser for at udvise tillid forandrer sig i forhold til mellemmenneskelige tillid, tillid til teknologi og institutioner og den generelle tillid i det digitaliserede samfund. Dermed er fokus på, hvordan nye tillidsrelationer skabes og hvilke udfordringer digitaliseringen rejser for vores tillidsrelationer.
DIS-TRUST tilbyder en nødvendig metodologisk nyskabelse, hvor filosofi gennem konkrete casestudier bidrager med ny viden om tillidens betingelser i samfund præget af digitale medier og teknologier. Forskningsresultaterne kan omsættes til praksis og anvendes som vidensgrundlag i organisationer, offentlig politikudformning og beslutningstagning.