Projektdetaljer
Beskrivelse
Studier af havaflejringer og is-kerner har givet gode oplysninger om klimaændringerne den sidste halve million år, og dermed oplyst os om, hvordan klimaforholdene har udviklet sig omkring Arktis og i oceanerne. Derimod er vor viden om, hvordan klimaet ændrede sig på de dele af landjorden, hvor menneskets udvikling fandt sted, stadig meget usikker. I de senere år er det blevet mere og mere klart, at klimaviden fra polerne og oceanerne ikke altid afspejler klimaændringer på landjorden. Det tilsyneladende stabile klima de sidste 10.000 år, som is-kernerne vidner om, står i kontrast til fx de geologiske og arkæologiske vidnesbyrd, vi har fra Danmark og fra det østlige Sahara.
Udviklingen de sidste ca. 40.000 år er nogenlunde kendt, da aldersbestemmelser ved hjælp af kulstof-14 (14C) har gjort det muligt at sammenstille en lang række data for denne periode. Men ældre lag kan ikke bestemmes med 14C -metoden, og andre aldersbestemmelsesmetoder har hidtil været meget usikre. Ligeledes er kontinuerte lagserier som indlandsisen og havaflejringer sjældent tilstede der, hvor mennesket udviklede sig.
Imidlertid har grundvandskilder ofte været aktive i lange perioder, hvorved tykke lag af kildekalk er blevet aflejret. Disse kilder har i tørre områder gennem historien været foretrukne jagtmarker og bopladser, da dyrene er blevet tiltrukket af vandet. Jægernes efterladte stenredskaber har så gjort
kildekalkaflejringerne til formidable arkæologiske arkiver.
Et sådant formidabelt arkæologisk arkiv findes i det nu krigshærgede Syrien, nærmere betegnet ved landsbyen Yabroud. Her findes en 10 meter tyk aflejring af kildekalk, som allerede i 1930’erne blev undersøgt af arkæologen Alfred Rust. Forskere fra Roskilde Universitet har før krigen med støtte fra Det Danske Institut i Damaskus, undersøgt lokaliteten igen (Schrøder et al.2012).
I disse kildekalkslag er der fundet spor efter 25 palæolitiske kulturer i form af flinteværktøj.
Da aflejringerne er ældre end 40.000 år har det ikke været mulige at datere dem ved hjælp af 14Cmetoden.
Imidlertid har Nordisk Laboratorium for Luminescensdatering på Risø udviklet en ny dateringsmetode – Optisk Stimuleret Luminescens (OSL), som kan datere kvartskorn med stor pålidelighed for aldre på op til 200.000 år. Kvartskorn bliver i disse områder let fanget i kildekalksaflejringerne og kan også forekomme som egentlige flyvesandslag i aflejringerne.
De nye dateringer tyder på, at efter det anatomisk moderne menneske kom til Levanten, er der fulgt en periode (fra ca. 100.000-55.000 år siden), hvor der ved Yarbroud-kilden skiftevis har levet moderne mennesker og mere primitive mennesker. I den efterfølgende periode mellem 55.000 og 30.000 år siden synes Neandertalerne at have været helt dominerende. Endelig omkring 30.000 år
bliver Neandertalerne erstattet af det anatomisk moderne menneske, der denne gang kommer til
området fra nord, fra Asien/Europa.
Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan det lykkedes mennesker, der havde udviklet sig
som jægere på den østafrikanske savanne at passere ørkenerne i Nordafrika. Imidlertid er der meget, som tyder på, at Nordafrika ikke var så tør dengang. Sahara var formodentlig betydeligt mere regnfuld for omkring 120.000 år siden, så det anatomisk moderne menneske kunne følge vildtet gennem Sahara på dette tidspunkt.
Traditionelt har det været antaget, at Nilen var hovedkorridoren for dyrene og menneskets vandringer ud af Afrika. Der er dog ikke gjort fund, der kan bestyrke denne teori. Imidlertid er der i Sahara fundet fossiler af såvel fisk, krokodiller, flodheste og mennesker.
Derudover er der fundet meget kildekalk og mange palæolistiske redskaber, der er ældre. Det har dog hidtil været meget usikkert at bestemme alderen heraf, men vi må gå ud fra, at disse aflejringer stammer fra tidligere mellemistider, og ud fra studier af havaflejringer ud for Libyen tror vi, at der også har været megen nedbør i Sahara i sidste mellemistid for omkring 120.000 år
siden. Så vi forventer, at det vil være muligt at datere en stor del af områdets aflejringer af kildekalk til sidste mellemistid.
For nylig er der anlagt en jernbane ind til Kharga-oasen, som gennemskærer dette kildekalkområde. Hermed er aflejringerne flere steder blevet ennemskåret, og det er blevet muligt at optegne profiler af de enkelte kildekalklag og de indlejrede sandaflejringer (Schrøder 2015).
I lavningen ved Kharga findes der jord, det er muligt at opdyrke med kunstvanding, og da der under området findes et stort artetisk grundvandsmagasin (dvs. et grundvandsmagasin under tryk), har man etableret mange nye gårde her. Forskerne fra Assiut Universitets afdeling for jord
og vand, som assisterer de nye landbrug med råd om kunstvanding mv., ser dog med bekymring på, at trykket i indvindingsboringerne falder. Det betyder større elregning til pumperne, men betyder det også, at magasinet bliver overudnyttet? For at svare herpå er det vigtigt at kende nedbørshistorien for området
Udviklingen de sidste ca. 40.000 år er nogenlunde kendt, da aldersbestemmelser ved hjælp af kulstof-14 (14C) har gjort det muligt at sammenstille en lang række data for denne periode. Men ældre lag kan ikke bestemmes med 14C -metoden, og andre aldersbestemmelsesmetoder har hidtil været meget usikre. Ligeledes er kontinuerte lagserier som indlandsisen og havaflejringer sjældent tilstede der, hvor mennesket udviklede sig.
Imidlertid har grundvandskilder ofte været aktive i lange perioder, hvorved tykke lag af kildekalk er blevet aflejret. Disse kilder har i tørre områder gennem historien været foretrukne jagtmarker og bopladser, da dyrene er blevet tiltrukket af vandet. Jægernes efterladte stenredskaber har så gjort
kildekalkaflejringerne til formidable arkæologiske arkiver.
Et sådant formidabelt arkæologisk arkiv findes i det nu krigshærgede Syrien, nærmere betegnet ved landsbyen Yabroud. Her findes en 10 meter tyk aflejring af kildekalk, som allerede i 1930’erne blev undersøgt af arkæologen Alfred Rust. Forskere fra Roskilde Universitet har før krigen med støtte fra Det Danske Institut i Damaskus, undersøgt lokaliteten igen (Schrøder et al.2012).
I disse kildekalkslag er der fundet spor efter 25 palæolitiske kulturer i form af flinteværktøj.
Da aflejringerne er ældre end 40.000 år har det ikke været mulige at datere dem ved hjælp af 14Cmetoden.
Imidlertid har Nordisk Laboratorium for Luminescensdatering på Risø udviklet en ny dateringsmetode – Optisk Stimuleret Luminescens (OSL), som kan datere kvartskorn med stor pålidelighed for aldre på op til 200.000 år. Kvartskorn bliver i disse områder let fanget i kildekalksaflejringerne og kan også forekomme som egentlige flyvesandslag i aflejringerne.
De nye dateringer tyder på, at efter det anatomisk moderne menneske kom til Levanten, er der fulgt en periode (fra ca. 100.000-55.000 år siden), hvor der ved Yarbroud-kilden skiftevis har levet moderne mennesker og mere primitive mennesker. I den efterfølgende periode mellem 55.000 og 30.000 år siden synes Neandertalerne at have været helt dominerende. Endelig omkring 30.000 år
bliver Neandertalerne erstattet af det anatomisk moderne menneske, der denne gang kommer til
området fra nord, fra Asien/Europa.
Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan det lykkedes mennesker, der havde udviklet sig
som jægere på den østafrikanske savanne at passere ørkenerne i Nordafrika. Imidlertid er der meget, som tyder på, at Nordafrika ikke var så tør dengang. Sahara var formodentlig betydeligt mere regnfuld for omkring 120.000 år siden, så det anatomisk moderne menneske kunne følge vildtet gennem Sahara på dette tidspunkt.
Traditionelt har det været antaget, at Nilen var hovedkorridoren for dyrene og menneskets vandringer ud af Afrika. Der er dog ikke gjort fund, der kan bestyrke denne teori. Imidlertid er der i Sahara fundet fossiler af såvel fisk, krokodiller, flodheste og mennesker.
Derudover er der fundet meget kildekalk og mange palæolistiske redskaber, der er ældre. Det har dog hidtil været meget usikkert at bestemme alderen heraf, men vi må gå ud fra, at disse aflejringer stammer fra tidligere mellemistider, og ud fra studier af havaflejringer ud for Libyen tror vi, at der også har været megen nedbør i Sahara i sidste mellemistid for omkring 120.000 år
siden. Så vi forventer, at det vil være muligt at datere en stor del af områdets aflejringer af kildekalk til sidste mellemistid.
For nylig er der anlagt en jernbane ind til Kharga-oasen, som gennemskærer dette kildekalkområde. Hermed er aflejringerne flere steder blevet ennemskåret, og det er blevet muligt at optegne profiler af de enkelte kildekalklag og de indlejrede sandaflejringer (Schrøder 2015).
I lavningen ved Kharga findes der jord, det er muligt at opdyrke med kunstvanding, og da der under området findes et stort artetisk grundvandsmagasin (dvs. et grundvandsmagasin under tryk), har man etableret mange nye gårde her. Forskerne fra Assiut Universitets afdeling for jord
og vand, som assisterer de nye landbrug med råd om kunstvanding mv., ser dog med bekymring på, at trykket i indvindingsboringerne falder. Det betyder større elregning til pumperne, men betyder det også, at magasinet bliver overudnyttet? For at svare herpå er det vigtigt at kende nedbørshistorien for området
Nøgleresultater
Der er i 2019 givet bevilling til feltarbejde af Det Danske Hus i Damaskus.
| Status | Ikke startet |
|---|