"Med Wikileaks, der er den hjemmeside, der publicerer lækkede dokumenter fra netop interesse-, erhvervsorganisationer og statsmagter, har Habermas endelig fået svar på, hvordan et nyt civilsamfund igen kan rejse sig", skriver Rasmus Willig, lektor på Institut for Samfund og Globalisering, RUC, i en klumme. I Jürgen Habermas' værk om den borgerlige offentlighed er civilsamfundet en afpolitiseret og afmægtig masse, der er sat uden for information og indflydelse, men Rasmus Willig mener, at Wikileaks er civilsamfundets måde at tage til genmæle mod finans- eller statsmagter, der er taget i usandheder. "En håndfuld wiki'er mere og Habermas' drøm om et velfungerende civilsamfund er en realitet", slutter lektoren.