Den 28-årige somalier, der nytårsdag angreb Kurt Westergaard med en økse i tegnerens eget hjem, menes at være tilknyttet en somalisk terrororganisation. Ny forskning, der offentliggøres i næste uge, viser, at netop somaliske indvandrere er blandt de mest radikaliserede unge i Danmark. Det betyder dog ikke, at somaliske unge er mere tilbøjelige til at begå et terrorangreb mod Danmark, understreger Shahaman Rezaei, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering fra Roskilde Universitet, der står bag den nye forskning. Han påpeger, at der stadig er lang vej at gå, før man realiserer terrortanken og skrider til handling.