Ifølge lektor Rasmus Jønsson fra Roskilde Universitet har kandidaternes alder stor betydning for kommunalvalgets udfald. Sidder der nogle halvgamle nisser til en politisk debat, kan det nemlig skræmme de unge vælgere væk, siger han. - Det har stor betydning for, hvor unge sætter deres kryds, at de kan identificere sig med kandidaten, påpeger Jønsson og forklarer, at partierne derfor skal sende de unge kandidater ud til de unge vælgere. De unge kandidater skal dog stadig være bevidste om måden, de taler på, idet unge hellere vil have kommunikation til hjertet end kommunikation til hovedet.