Ayatollah Ali Khamenei har nu bedt Vogternes Råd om at undersøge, hvorvidt der er hold i oppositionens anklager om valgsnyd i Iran. Janne Bjerre Christensen, antropolog og ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet med speciale i Irans sociale og politiske udvikling, er ikke et øjeblik i tvivl om, at Ahmadinejad har snydt med valgresultaterne. Ifølge Bjerre Christensen bør tvivlen snarere gå på, hvor bred en alliance, der står bag det kup, der i øjeblikket giver anledning til voldelige optøjer i Teherans gader. Det virker som en meget koordineret indsats. Situationen bekræfter, at der er sket en militarisering af iransk politik, hvor revolutionsgarden reelt er ved at overtage magten, siger Janne Bjerre Christensen, der er bekymret over den åbenlyse anvendelse af manipulation.