Kvindernes internationale kampdag kan i dag fejre 100 års fødselsdag, men ifølge ph.d. og mandeforsker på RUC Kenneth Reinicke er kønskampen ved at skifte fortegn. De stærke piger er i overtal på de videregående uddannelser, og drengene ligger i toppen af statistikken over kontanthjælp, selvmord og spiritus kørsel. Kenneth Reinicke peger på behovet for ændringer i uddannelsessystemet, men han mener ikke, at det er den kvindedominerede folkeskole, der skubber drengene ud. Da det ikke er de ressourcestærke drenge, der bliver tabt, peger han i stedet på behovet for mere rummelighed i ungdomsuddannelserne.