Som følge af finanskrisen er de industrialiserede landes bruttonationalprodukter faldet, og det går ud over u-landene, der mister milliarder af dollar i bistand. Det fremgår af en status, som OECD offentliggjorde i går. Thorkil Casse, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, mener, at det ødelægger enhver mulighed for at planlægge og se frem i tiden hos de fattige landes regeringer. - Hovedproblemet er, at man sætter myndighederne i disse lande i en umulig situation, hvor de aldrig kan få at vide, præcis hvad de har af midler, siger han.