Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har over for USA's præsident, Barack Obama, skabt tvivl i forhold til, om han vil genopstille til næste valg. Ifølge en kilde tæt på den palæstinensiske leder vil Abbas kun spille en central rolle i fredsforhandlingerne, hvis Israel går med til at stoppe oprettelsen af nye bosættelser. Truslerne om at forlade sin post i forbindelse med de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger ser mellemøstforsker Jakob Feldt ved Roskilde Universitet dog som et spil for galleriet. - Hvis Abbas trækker sig ud af spillet, så må det anses for at være et sammenbrud i fredsforhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne. Fredsprocessen er i høj grad afhængig af personer, siger Jakob Feldt. Ifølge ham er Mahmoud Abbas den mest forhandlingsvillige på den palæstinensiske fløj, og der vil opstå en kaossituation, hvis Israel og USA ikke længere kan bero på Abbas' forhandlingsvilje.