En analyse af de nyeste ledighedstal, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet, viser, at 70 procent af det sidste års nye ledige er mænd. Det sidste års mange fyringer af mænd har medført, at der for første gang siden 1981 er flere arbejdsløse mænd end kvinder, særligt fordi det er typiske mandefag i byggeri og industri, som er udsatte. Den skæve fordeling mellem mænds og kvinders arbejdsløshed kan meget vel fortsætte i fremtiden. Kønsforskeren Karen Sjørup fra RUC mener, at de unge kvinder er mere fremtidssikrede end de unge mænd, da de har bedre og mere brede uddannelser, som gør, at de bedre kan tilpasse sig, hvis jobmarkedet ændrer sig.