Christiansborg Slotsplads har i 26 dage ganske ubemærket været befolket af en gruppe sultestrejkende iranere, efter at en asylansøger den 19. juni begik selvmord på Hanstholm Asylcenter. Lektor i politisk kommunikation på Roskilde Universitetscenter Rasmus Jønsson forklarer den manglende interesse med, at sultestrejken er en traditionel måde at protestere på. Det er set før og kan derfor ikke have større mediemæssig interesse. Ligeledes mener Rasmus Jønsson, at iranernes budskab om, at de sultestrejker, fordi de vil have ændret lovgivningen, ikke harmonerer særlig godt med danske traditioner, hvor en ændring af lovgivningen går gennem det repræsentative demokrati. (Øvrige kilder: Fyens Stiftstidende 15-07-06, 1. sektion, side 2) (Side.4 Sektion. Første)