De borgerlige partier på Københavns rådhus kritiserer skarpt, at S, SF, R og Enhedslisten ikke har haft styr på bevillingerne til børne- og skoleområdet samt på antallet af pasningskrævende børn. Venstrefløjen beskyldes for at have set passivt til, mens et millionunderskud er vokset og vokset mindst fem år i træk og nu udløser en besparelse på 320 millioner kroner på næste års budget. Ifølge Jacob Torfing, kommunalforsker ved Roskilde Universitet, er det dog ikke usædvanligt, at upopulære besparelser gemmes til efter et valg. - Man ser flere steder, at politikerne fanges ind af den fireårige valgcyklus, så det bliver meget svært at gøre noget ved de borgerrelaterede udgifter op til valget, siger han.